Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

5 interessante, nye butikker - og en pop-up med beach vibes

En kristen sekt, bæredygtige bikinier, kaffe i cykelshorts og beige feng shui – alt dette, og mere til, kan opleves i vores udvalg af nye butikker og en pop-up, du lige kan nå.
En kristen sekt, bæredygtige bikinier, kaffe i cykelshorts og beige feng shui – alt dette, og mere til, kan opleves i vores udvalg af nye butikker og en pop-up, du lige kan nå.

Pas Normal Studios cykler rent ind i Nordhavn

Hvis du stadig har cykelfeber efter årets historiske Tour De France, så er Pas Normal Studios’ nye butik det perfekte spot. Her ligger det københavnske brand i den Røde By i Nordhavn med sin egen lille in-store café – og selvfølgelig også stativer fyldt med brandets innovative letvægts tekstiler.

Butikken skal dog ikke kun fungere som en shop, der kan tilbyde skarpe sæt af cykeltøj, casual wear og gym wear, men det skal også være en lokal hub for cykelkultur med gruppeture, live screening af cykelløb og diverse lokale events. Så næste gang du hopper i cykelshorts og cykelhjelm, så gør et stop forbi butikken og lad op til resten af turen med en kaffe fra Coffee Collective eller en hurtig snack.

Sted: Århusgade 126, 2150 Nordhavn.

Stine Goya klar med første internationale butik

Londons pulserende SoHo-område byder snart velkommen til Stine Goyas første butik udenfor Danmarks grænser. Butikken åbner den 14. september, og ligesom brandets mønsterfyldte og farverige kollektioner bliver åbningen helt sikkert også en fest, når den lokale DJ Annie Mac tænder for musikken. De nye lokaler er indrettet i samarbejde med den svenskfødte kunst- og designduo Wang & Söderström med blandt andet 3D-printede elementer.

“London har en særlig plads i mit hjerte. Efter at have boet og arbejdet der i mange år efter min tid ved Central Saint Martins, betragter jeg byen som mit andet hjem. Thomas (CEO og Stine Goyas mand), og jeg stod foran Beak Street 45 for næsten ti år siden og lovede os selv, at der en skønne dag ville stå ‘Stine Goya’ på døren. Det er en fantastisk følelse, at den dag er her nu!,” fortæller Stine Goya selv i en pressemeddelelse.

Tid og sted: Beak Street 45, London, den 14. september, klokken 17-21.
Tilmelding via: stinegoya@purplepr.com.

AIAYU er åbnet på Frederiksberg og tilbyder beige feng shui

Aiayu har netop åbnet ny flagship store på det stemningsfyldte Frederiksberg. Butikkens 180 kvadratmeter er formet i samarbejde med tegnestuen Space Copenhagen ud fra ønsket om at spejle områdets stemning. Rolige naturelementer og nuancer af beige går godt i spænd med brandets tøj- og interiørlinjes ‘Less Is More’-filosofi.

“Ambitionerne og kravene er høje, når vi skaber et retail space; det skal føles særligt og være fyldt med kvalitet og sjæl – i tråd med vores brand, men med respekt for den sjæl, der bor der i forvejen,” siger Maria Glæsel, administrerende direktør og partner i Aiayu.

Sted: Gammel Kongevej 80, 2000 Frederiksberg. 

Kvadrat/Raf Simons nye samarbejde er inspireret af Shaker-sektens funktionelle arkitektur

Under modeugen præsenterede Raf Simons og Kvadrat deres interiørsamarbejde i den nye flagship store i København, og deres inspiration er overraskende. Raf Simons har nemlig draget inspiration fra Shaker-kulturen – en kultur, som stammer fra en kristen sekt med start i det sene 1700-tal, ‘The United Society of Believers in Christ’s Second Appearing’ (bedre kendt som The Shakers, altså shakerne på dansk). Ved hjælp af Kvadrats tekstiler har Raf Simons sat sit eget moderne præg på den funktionelle arkitektur, som Shaker-kulturen er kendt for.

Helt basalt er samarbejdets hovedprodukt en pulverlakeret aluminiumboks klædt i Kvadrats Vidar 4-tekstil med skjulte kroge på indersiden, hvortil man kan føje et væld af accessories. Forestil dig at have den monteret på væggen bag sofaen, ved hoveddøren i entréen eller måske på soveværelset. Det horisontale ‘Shaker System’ er dog ikke det eneste, som samarbejdet har produceret. Også nøgleringe, spejlbakker, avisholdere (som ser ud til også at kunne huse en bærbar computer), tæpper, tasker og kasketter kan tilkøbes og monteres på baren – og mon ikke de arbejder på flere tilføjelser. Det hele ånder af kvalitet sammen med Kvadrats sourcing af lammeuld, læder og Vidar 4-tekstil i forskellige farver, men det opleves bedst ved berøring i butikken – smukt iscenesat af bureauet Moon. Og bare rolig, du kan sagtens få fat i kollektionen uden at vie dit liv til de to eneste resterende Shaker-medlemmer, Brother Arnold Hadd og Sister June Carpenter.

Sted: Møntergade 3D, 1116 København.

Copenhagen Cartel sørger for feriebikinien i Københavns Lufthavn

Rejselystne gæster i Københavns Lufthavn kan nu udvide deres samling af badetøj og leisure-wear med ansvarlige tekstiler fra Copenhagen Cartel, når de rejser mod varmere himmelstrøg. Her har brandet for nyligt åbnet butik, som op mod 40.000 afrejsende hver dag kan opleve. Her kan gæsterne høre mere om Copenhagen Cartels filantropiske arbejde og inspireres af deres indsatser mod forureningen af verdens have, inden de fortsætter rejsen på de fossildrevne fly. Plastikskrald og gamle fiskenet er en del af butikkens udsmykning, og deres farverige kollektioner fylder resten af rummet ud.

Sted: Københavns Lufthavn, 2770 Kastrup, mellem gates A og B.

Anni Lu tager stranden med til London midtby

Som en smuk krølle på halen skal vi tilbage til London, hvor det danske smykkebrand Anni Lu henover sommerens hedebølge holder til i high-end stormagasinet Selfridges. Her er en flot udskåret væg blevet pyntet med muslingeskaller, grene, korallignende pynt og selvfølgelig brandets smykker. Det hele er med inspiration fra verdens smukke kystlinjer, som grundlægger Helle Vestergaard Poulsen oplever på sine rejser. Pop-up’en fungerer også som en teaser til den nye ‘Echo Beach’-kollektion, der lanceres i september. Indtil da kan gæster nyde de håndlavede perlehalskæder og armbånd under en kølende aircondition, inden de træder ud i den sidste sommervarme igen.

Tid og sted: 400 Oxford Street, London, den 1. juli – 31. august.