Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS23, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Rotate satte playlisten til frigørende girl power-fest

Modeugens sidste show var en fest af den bedste slags, hvor alle gæster tilsyneladende havde klædt sig på efter devisen: “hellere for meget end for lidt.” Vi giver dig tre omdrejningspunkter fra showet til næste sommers fester.
Modeugens sidste show var en fest af den bedste slags, hvor alle gæster tilsyneladende havde klædt sig på efter devisen: “hellere for meget end for lidt.” Vi giver dig tre omdrejningspunkter fra showet til næste sommers fester.

Rotate, Bella Arena, torsdag den 11. august 2022, klokken 20.30

1. All that sparkles

Rotate er altid garant for fest, og i aften var bestemt ingen undtagelse. Med loftet dækket af enorme discokugler var der allerede før showstart glimt og shine, og det blev i den grad fulgt op af kollektionen: Her var pailletter, glimmer, perler, lak ogglimtende gymnastikdragtstof så langt, øjet rakte, og der var ikke sparet på noget. Jeg ved ikke, om det er ravnen i mig eller den fireårige med prinsessedrømme, men jeg er all for it og vil bare have mere. Som den lyserøde, gulvlange prinsessekjole dækket i glimmer, eller den korte mere clubbede version i limegrønne pailletter på Sarah Dahl. Og selvom den bæredygtige tanke, der ikke påtales i brandets kommunikation, bogstaveligt talt glimter med sit fravær, er stemningen og udtrykket bare megasejt. Hvis ansvarlighed og fest så bare kunne forenes her, kunne jeg ikke bede om mere.

2. Dress to impress

Ved denne modeuge har vi set mange fortolkninger af women empowerment og feminisme. Hos Rotate får vi rendyrket girl power i ordets fineste forstand, for her er det “pigede” ikke nuttet eller mindre kraftfuldt. Her er der styrke i at dresse hele vejen op med tårnhøje hæle, fuld make up, stort hår og korte, korte kjoler. Tilsæt et hårdtslående soundtrack og festlig opbakning fra det hujende publikum til modeller med masser af attitude og hair flips, og du har opskriften på, hvordan femininitet kan være den mest samlende og styrkende kraft af alle. For hvordan kan man andet end at eje hele verden, når man træder ind i et rum iført hvid glimmerkappe, som vi så det på Emili Sindlev?

3. Lady in red

Lige som man bedst troede, at vi havde set alt for nu og sad afventende på finalen, skiftede musikken tempo og til Chris de Burghs croonende megahit Lady in red kom alle modellerne ind i hver deres version af postkasserøde lakoutfits, som vi desværre ikke har billeder af her, men videoen fra showet er klart en anbefaling værd. Alle outfits var forskellige og viste overraskende, at rød lak kan bruges alsidigt og ikke behøver ligne noget, man har købt i den lumre ende af Istedgade. I de skinnende looks stillede modellerne sig op rundt langs kanten af det store podie, hvor de poserede og gjorde sig til – til alles store begejstring. Og den begejstring voksede kun, da musikken skiftede til Megan Thee Stallion, modellerne samledes i midten til den fest og dans, vi alle havde lyst til at deltage i, og Thora Valdimars og Jeanette Madsen gik deres sejrsgang hånd i hånd med Mona Tougaard. Rotate leverede ugens største – og afsluttende – fest.

I mangel af billeder af rød lak, får I her Vincent Beier i turkis læder – slet ikke en dum erstatning.

Se hele kollektionen her