Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS23, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Alfer og Woodstock-vibes hos (di)vision

Med et større materialekatalog og dagens mest eventyrlige location viste (di)vision udvikling og modenhed ved førstedagens sidste show.
Med et større materialekatalog og dagens mest eventyrlige location viste (di)vision udvikling og modenhed ved førstedagens sidste show.

(di)vision, Hangaren, tirsdag den 9. august 2022 klokken 20.30

Forventningerne summede blandt publikum, da vi blev ført ind i en lille birkeskov et stykke ude på Refshaleøen. Blandt de spinkle, hvide stammer var en sti oplyst af små lysende paddehattesvampe fra Gubi, som viste vej til taburetter og bløde loungemøbler – også fra Gubi. Det emmede af både festival og magisk eventyrskov ved solnedgangstid, og stemningen var med til at bakke op om den store støtte, det stadigt unge brand møder fra branchen.

Møblerne fra Gubi markerede også det samarbejde, (di)vision og møbelfirmaet har indgået med hinanden. Overskudsmaterialer fra møblerne er nemlig i denne kollektion blevet til blandt andet et bikinilignende sæt med snører i siderne og en kjole med rundt skørt og vide ærmer. Begge looks var med til at understrege den rå, men alfeagtige vibe, der var at finde i dele af kollektionen.

Og det er tydeligt at søskendeparret Simon og Nanna Wick har været på jagt efter nye materialer til denne kollektion. For den bød – udover møbeltekstilerne – også på både læder, blonder og pels. Pelsen sås i fulde items på en bikinitop og multifarvet vest, og som en accent med pelskant på en lang og en kort vest, der ledte tankerne mod hippier og Woodstock og solidaritet.

Alfetendenserne mødte fint hippie-referencerne i både styling og looks, hvor håret var rodet med strimler af iturevet stof og tynde fletninger og fødderne enten var klædt i rebsandaler eller store gummistøvler. Det hele understregede 70’er-referencerne og passede sublimt ind i den lille skov.

Som altid så vi de splittede bomberjakker, som er blevet et varemærke for (di)vision, men denne gang kom de nyfortolket i andre snit – dog altid med den kendetegnende lynlås vertikalt langs ryggen. Samtidig var jakkerne opdateret med mere patchwork i den ene ende af skalaen og en udelukkende i houndstooth-tern i den anden ende. Patchworken gik også igen i en kombination af brune, orange og okkerfarvede lapper på nederdele, skjorter, tasker og en kjole cool båret over en skjorte af Caroline Bille Brahe.

Lette styles i et paisleytørklædeprint viste en ny og mere forfinet side af (di)vision, som for undertegnede er meget kærkommen. Brandet modnes for hver kollektion, og ved finalen, hvor modellerne gik hånd i hånd og sniksnakkede med hinanden og publikum, var der ikke et øje tørt. Opbakningen var til at tage og føle på, og showet i skoven blev den perfekte afslutning på denne modeuges første dag.

Se hele kollektionen her