Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS23

Fra cykler til solbriller – modeugens collabs har ingen grænser

Modeugen er i fuld gang, og det giver anledning til nye samarbejder fra blandt andre Ganni, Rue de Tokyo, Sunflower og Kamo.
Modeugen er i fuld gang, og det giver anledning til nye samarbejder fra blandt andre Ganni, Rue de Tokyo, Sunflower og Kamo.

Modeugen er ofte garant for lanceringer af nye samarbejder, og denne sæson er ingen undtagelse. For hvilket tidspunkt er bedre at dele nyheden om din nye kollektion, end når byen summer af sommer, og er proppet med modepresse og -indkøbere fra nær og fjern? Vi har samlet nogle af de mest interessante samarbejder her.

Sunflower x Rich & Hanc x Ace & The Harmony

Sunflower, Rich & Hanc og Ace & The Harmony præsenterer deres nye samarbejde på kollektionen ‘Decorative Source’ til Copenhagen Fashion Week. Ideen til kollektionen blev til efter et Sunflower-arkivsalg, hvor overskydende styles blev skånet fra verdens overfyldte lossepladser, og i stedet blev forvandlet til et nyt kanvas, som de tre brands brugte til at udarbejde en ny kollektion. Broderi, patchwork og screen-prints, som er inspireret af 1970’ernes San Francisco, sætter nyt liv i uønskede denim-styles, hættetrøjer, blazere, t-shirts og skjorter. Se hvordan “den grimme ælling” bliver til en “svane”, når kollektionen bliver udgivet under modeugen.

Tid & sted: klokken 17-20 den 9. august på Larsbjørnsstræde 26, København K.

Mate x Carine Roitfeld

Blandt de nye collabs har vi her at gøre med et lidt overraskende par. Det franske modeikon og tidligere chefredaktør på fransk Vogue, Carine Roitfeld, har nemlig indgået et designsamarbejde med det københavnske e-cykelbrand Mate. Carine Roitfeld står bag det halvårlige magasin CR Fashion Book, og det er med udgangspunkt i dette, at samarbejdet udformer sig. Det har resulteret i 50 eksklusive cykler med et nyt design.

“Med CR Fashion Book har vi fået en helt unik partner, som bringer street-style til couture. Dette afspejles i en cykel, som er en fejring af det ekstraordinære. Vores succes med brand-samarbejder er udelukkende baseret på partnere, som skaber cykler, der fremstår som kunstværker i sig selv,” fortæller Michael Lillelund, der er Head of Brand hos Mate, i en pressemeddelelse.

Tid & sted: Samarbejdet vil blive lanceret og fejret i Mates flagship-butik den 10. august på Landemærket 29, København K.

Ganni x Levi’s

Ganni er tilbage med deres modeuge-pop-up-koncept, Kiosk, denne gang under navnet Ganni Grow Market. Her vil der, i bedste markedsstil, kunne købes friske grøntsager og farmer’s market-inspireret merch, og Italo Caffé står for forfriskningerne. Samtidig vil man i Gannis Kiosk også kunne finde en ny kollektion, som er lavet i samarbejde mellem Ganni og Levi’s. Kollektionen, som officielt lanceres den 18. august, er den tredje, hvor Ganni og Levi’s arbejder sammen, så det er altså muligt at få en forsmag på kollektionen i kiosken, som holder åbent den 12.-14. august.

“Det er så vildt at tænke på, at det her er vores tredje samarbejde med Levi’s. Det viser virkelig styrken i at arbejde sammen med andre! Vores vision er fælles, og vi bliver ved med at lære fra hinanden. Kollektionen er det perfekte mix af signatur Ganni og Levi’s elementer. Den har et tidløst garderobe-klassiker-look, men med et Ganni-twist, der gør den supernem at gå i. Jeg glæder mig til at vise jer det til vores show om torsdagen!” siger Gannis kreative direktør Ditte Reffstrup i en pressemeddelelse.

Tid & sted: Ganni Grow Market vil holde til på Nikolaj Plads 5, København K, hvor der er åbent den 12. august klokken 11-18, den 13. august klokken 10-18 og den 14. august klokken 11-16.

Rue de Tokyo x Bevar Ukraine

Med mere end 150 dages undtagelsestilstand i Ukraine, hvor flere millioner ukrainere er tvunget fra hus og hjem, ønsker Rue de Tokyo i samarbejde med støtteorganisationen Bevar Ukraine at bevare et fortsat fokus på situationen. Det gør de med en capsule-kollektion med pyjamasser og sengetøj i de efterhånden ikoniske blå og gule farver. Kollektionen hører under Rue de Tokyos Maison-linje for at understrege vigtigheden af at have et sted, man kan kalde hjem. Derfor går overskuddet fra salget af kollektionen også til støtte det ukrainske folk og hjælpe dem tilbage til deres hjem. Modellerne på kampagnebillederne er ukrainske flygtninge, som er kommet til Danmark.

Kollektionen lanceres på Revolver den 10.-12. august og vil blive solgt hos udvalgte forhandlere og på Rue de Tokyos webshop.

Club x Kamo

Kamo, det københavnsk-baseret solbrillebrand af Tim Hancock, har forelsket sig i en sjælden Fiat Panda Italia fra 90’erne, og det har resulteret i en ny kollektion i samarbejde med Club – en klub af de resterende 29 eksemplarer af Fiat Panda Italia’90 modellen. Kollektionen består af t-shirts, kasketter og selvfølgelig også solbriller. Det hele bliver udgivet online og via en pop-up under modeugen.

Tid & sted: Pop-up shoppen finder sted klokken 9-11 den 10. august på Værnedamsvej 10, København V.