Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS23, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

A. Roege Hove har mere end kropsnær strik i ærmet

Der blev leget med deltaljerne, silhuetterne og accessories til Amalie Røge Hoves tredje show, der foldede hendes gennemførte, maskinstrikkede univers endnu mere ud.
Der blev leget med deltaljerne, silhuetterne og accessories til Amalie Røge Hoves tredje show, der foldede hendes gennemførte, maskinstrikkede univers endnu mere ud.

A. Roege Hove, Nikolaj Kunsthal, tirsdag den 9. august 2022 klokken 15.30

Meget kunne tyde på, at Amalie Røge Hove – designer og stifter af brandet A. Roege Hove – læste med, da Fashion Forums anmelder sidste sæson bad om mere fornyelse og udvikling i de strikdesign, hun for længst har bevist, hun mestrer på sin helt egen måde. For til dagens show, det tredje fra hendes hånd, var der i den grad fornyelse og udvikling at finde. I rammerne af Nikolaj Kunsthal blev der i eftermiddag vist en kollektion, som på én og samme tid var helt ’i tråd’ med hendes særprægede strikmetode og udtryk, men samtidig også viste en ny og mere detaljeorienteret, legende side af det store designtalent.

Blandt andet var fine sølvbrocher et gennemgående element denne sæson. Enten til at lukke en af hendes signatur-cardigans, til at skabe en fold i en udskæring, en drapering på en kjole eller blot som pynt. Ligeledes var der som noget nyt skabt mere dynamik i kollektionen, når de tidligere meget kropsnære, ribstrikkede looks blev suppleret med mere luftige snit og silhuetter. Det sås blandt andet i flere udgaver af strikkede pencil-nederdele med lavthængende peplum-lignende skørter. Eller en stor, gulvlang sort/hvid kjole, hvis skulpturelle udtryk var skabt af små knuder overalt på skørtet. Allermest vellykket var et sort sæt bestående af en kort cardigan med løse trompetærmer stylet med en matchende, asymmetrisk og ligeledes forfriskende luftig nederdel med høj slids.

Farveskalaen bevægede sig forbi den velkendte sort/hvide pallette og videre over i enkelte græsgrønne, syren og postkasserøde yderligheder. Det var bart. Sexet. Transparente toppe og nederdele taler måske mest til de selvsikre, men ikke kun dem i størrelse 36. A. Roege Hove er stadig til alle kroppe. For strikken diskriminerer ingen, men smyger sig fortsat elegant om alle former og giver fuld bevægelsesfrihed. Og netop af denne grund ville det også have været smukt, hvis stylingen havde budt på samme frihed. Ikke alle modeller så helt veltilpasse ud i deres tøj og enkelte kunne decideret ikke gå i de stilletter, de var blevet iført. En mindre detalje, ja måske, men ikke desto mindre et element, der prægede helhedsindtrykket i en kollektion og et show, der ellers var ganske vellykket.

For hun beviste endnu en gang, at hun er nørdet på den helt rigtige måde, Amalie Røge Hove. Hun er overlegen i sine teknikker og dragende interessant med sit gennemførte, stramme – og meget originale – strikkoncept. Et koncept, hun i dag viste, at hun heldigvis godt selv tør udfordre og udvikle.

Se hele kollektionen her