Grænseløs mode: Fire nordiske brands sætter fokus på kønsneutralitet i nyt samarbejde
Danske Han Kjøbenhavn, Martin Asbjørn og Double A by Wood Wood samt finske Makia sætter sammen med Zalando fokus på en ny måde at tænke mode på.Grænserne udviskes efterhånden mere og mere for, hvad der udgør dame- og herretøj. Og heldigvis for det, ikke bare i et menneskeligt socialt, men også kreativt perspektiv. Og kønsneutral mode er da også netop omdrejningspunktet i et nyt samarbejde mellem den tyske platform Zalando og fire udvalgte nordiske brands; danske Han Kjøbenhavn, Martin Asbjørn, og Double A by Wood Wood – der er Wood Woods bæredygtige NOOS-linje – samt finske Makia. Hver især har de fire brands fået til opgave at fortolke, hvad ’Limitless Fashion’, som også er navnet på kollektionen, betyder for dem. Udfaldet er en capsule-kollektion, der består af i alt 32 dele, som spænder fra overtøj og strik til crop tops, shorts, blazere og kjoler.
Ifølge Joanna Hummel, der er nordisk direktør hos Zalando, bunder samarbejdet ikke blot i branchens voksende bevidsthed omkring kønsneutralitet, men også en målbar ændring i forbrugernes adfærd:
“Vi har set en stigende efterspørgsel efter kønsneutralt tøj, og vi ønsker fortsat at inspirere vores kunder og støtte lokale brands. Vi håber, at vores nye kampagne, ’Limitless Fashion,’ også vil sætte gang i samtaler om, hvordan kønsneutralt tøj ser ud i dag,” siger hun i en pressemeddelelse.
Er køn gået af mode?
De fire brands har bidraget med et forskelligt antal styles til kollektionen. Martin Asbjørn – der desværre siden har måtte lukke sit firma – har skabt en kombination af frakker, veste, kjoler, skjorter, bukser og toppe, hvorimod Han Kjøbenhavn har designet to komplette looks til formålet. Makia har bidraget med syv items, og Double A by Wood Wood har skabt otte designs med fokus på brandets signatursweatshirts, -T-shirts, -veste og -shorts.
Med til kollektionen hører en kampagne, der foruden billeder også består af en række kortfilm med lokale talenter og entertainere Freja Kirk, Ursula Wangånder, Jonas Bahri og Isaac Sene i hovedrollerne, som reflekterer over kønsrelaterede emner i modeverdenen. Derudover er det også en del af kampagnen, at Zalando på sociale medier – med hjælp fra en række influencere – stiller spørgsmålet: ’Is gender out of fashion?’
Kollektionen blev lanceret hos Zalando den 3. juli 2022.