Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Uddannelse, UDDANNELSE

Design til en inkluderende verden: Mød årets afgængere fra Designskolen Kolding

Fra i dag kan du opleve afgangsudstillingen 2022, 'You Are Here', på Museum Kolding.
Fra i dag kan du opleve afgangsudstillingen 2022, 'You Are Here', på Museum Kolding.

En kiste af svampesporer, der hurtigere kan blive en del af økosystemet, en legeplads uden aldersgrænse og smykker, der kan berolige mennesker med ADHD uden at stigmatisere dem. Det er blot tre af de projekter, som de nyuddannede designere fra Designskolen Kolding præsenterer i denne uge i forbindelse med deres afgang.

Det sker i Designskolen Koldings afgangsudstilling 2022 under navnet ‘You Are Here’, der vises på Museum Kolding. Her præsenterer omkring 70 af skolens bachelorer og kandidater deres afsluttende arbejde. Arbejde, der – som ovenstående indikerer – spænder vidt, men som alle har det til fælles, at de udforsker, hvordan man gennem design kan skabe en verden, som er mere mangfoldig, mere bæredygtig, mere inkluderende og mere legende. Rektor Lene Tanggaard forklarer i en pressemeddelelse:

“Design og designere kan vise vejen og gøre en positiv forskel i en verden, hvor der er brug for nye måder at tænke på. Hver enkelt designer har i forbindelse med sit afsluttende projekt og i løbet af sin uddannelse generelt samarbejdet med private eller offentlige virksomheder og med folk uden for designfaget om at skabe løsninger, som faktisk kan gøre en reel forskel og løse konkrete problemer.”

Afgangsprojekterne udstilles på Museum Kolding i Staldgårdens nordfløj og ligger i tråd med den vision, som Designskolen Kolding og Museum Kolding har i det fælles partnerskab om at afprøve nye udstillingsformater og måder at formidle design og lokalhistorie på.

“Kolding er en designby, og som lokalt museum er det naturligt, at vi er med til at skabe en tæt sammenhæng mellem kulturhistorie, håndværk og design. Samarbejdet med Designskolen giver således på alle måder rigtig god mening,” tilføjer Rune Lundberg, der er direktør ved Museum Kolding.

Udstillingen åbner i dag, tirsdag den 28. juni, klokken 15.30 og vises frem til den 23. oktober 2022.

LÆS OGSÅ:

“En stor bekymring for overforbrug:” Oplev de nye afgangsprojekter på Det Kongelige Akademi