Hvert år er rekordår hos Basic Apparel
Det går kontinuerligt fremad hos det københavnerbaserede brand med fokus på enkle og tilgængelige kollektioner.Sidste år kunne vi skrive, at Basic Apparel havde leveret rekordomsætning, hvilket dengang også fik ledelsen til at opjustere forventningerne til omsætningen i 2021 til hele 51 millioner kroner. Denne ambition er dog ikke nået, men resultatet er stadig flot for den unge virksomhed, der fik offentlighedens – og investorernes – opmærksomhed med sin deltagelse i Løvens Hule. Brandets omsætningsaktiver er nemlig tredoblet til 18.441.243 kroner, mens årets resultat før skat er fordoblet og lander på 1.810.257 kroner.
“Vi er utrolig glade for, at vi står med så flot et resultat i dag. Det er vildt, at vi er lykkedes med at fordoble på bundlinjen, men jeg er allermest stolt af den vækst, vi ser på toppen, hvor vi har tredoblet vores omsætning. Væksten betyder, at vi er nået ud til mange flere mennesker, og det skyldes ikke mindst åbningen af vores første flagship butik i København, der har givet os en langt større synlighed blandt danskerne og vækst på kernemarkeder,” siger Camilla Balle, stifter af Basic Apparel , der i løbet af det sidste år også har ansat flere hænder på hovedkontoret i København, herunder ny salgsdirektør, Christian Lindrup.
Camilla Balle tilskriver selv en del af sin succes den oplevelse, man som kunde har, når man interagerer med brandet. Her er butikken en væsentlig parameter, men væsentlig er også den nyudviklede webshop, der skal optimere købsoplevelsen og den samlede oplevelse af universet – noget, Camilla Balle også ønsker at udvikle yderligere i det kommende år.
“Den oplevelse, man får, når man træder ind i butikken eller besøger webshoppen er essensen af et brand. Derfor har vi investeret i at skabe en relevant brugeroplevelse og sikre sammenhæng i hele Basic Apparel-universet, uanset om man møder os fysisk eller online. Vi vil være nærværende og transparente både med vores produkter og i hele vores forretning,” siger Camilla Balle om udviklingen af brandet, der i dag sælges i mere end 250 butikker.