“Det har været et år, hvor vi er gået fra afvikling til udvikling”
Efter et par hårde kriseår er ARKK Copenhagen tilbage i vanligt tempo med et nyt årsregnskab for 2021, som vidner om både millionoverskud på bundlinjen og ny kreativ energi.Da selskabet bag ARKK Copenhagen, State of North, i maj sidste år fremlagde halvårsregnskab, var det med lettelsens suk. Det ellers fremadstormende brand havde nemlig lige fået lov til at smage på de famøse røde tal på bundlinjen i 2019/20 – med et ikke overraskende corona-forskyldt millionunderskud – inden de i det sidste halvår af 2020 var tilbage i plus. Et mindre et af slagsen dog for det ambitiøse sneakersmærke, men ikke desto mindre et positivt resultat taget den store nedlukning i store dele af Europas detailhandel i betragtning.
Men nu, knap et år senere, er brandet tydeligvis tilbage på fuld blus. Det viser selskabets nye årsrapport for 2021 – en rapport, der af dem selv kaldes for “et af brandets absolut bedste nogensinde.” Her ses det, at bruttofortjenesten er steget til 12,2 millioner kroner fra 3,8 millioner sidste år – der dog kun dækkede seks måneder. Samme mønster ses i årets resultat, der ender på 4,3 millioner kroner mod de 595.678 kroner i sidste regnskab.
“Det har været et år, hvor vi er gået fra afvikling til udvikling i ARKK. Fra et 2020, hvor alt blev vendt på hovedet, afviklet og trimmet ind, til et 2021, hvor den har stået på vækst, nye kollegaer, nye produkter, et spritnyt website, et collab med Faxe Kondi og helt nye kontorlokaler,” fortæller medstifter og CEO Thomas Refdahl i en pressemeddelelse.
“Sådan er business”
Ifølge ARKK Copenhagen selv, kunne det positive resultatet dog have været endnu bedre, hvis det ikke var fordi virksomheden har været ramt af coronakrisens langtrukne konsekvenser i produktionsleddet.
“2021 har været året, hvor vi skulle bevise, at alle de hårde beslutninger, der blev truffet og eksekveret i 2020, ville bære frugt, at de var rigtige – det mener vi 100 procent, at vi med årets resultat har bevist. Samtidig har vi været meget åbne omkring, at vi havde bestilt varer for et tocifret millionbeløb yderligere til levering i andet halvår af 2021. Varer, der var bestilt af kunder, som aldrig kom hjem grundet Vietnams fire måneders lockdown fra juli til oktober 2021. Det havde betydet en mere end fordobling af årets resultat. Men sådan er business, og vi er super glade for at kunne være stået imod den modgang, 2021 har været med vores hovedproduktion i et coronaramt Asien,” fortsætter Thomas Refdahl. Sammen med sin partner, medstifter og Chief Creative Officer Kasper Høj Rasmussen, ved han, at man er nødt til at bruge penge for at tjene penge. Derfor har de på trods af udfordringerne også investeret i at udvikle ARKK Copenhagens produktsortiment.
“Vi har brugt meget af 2021 på virkelig at optimere vores eksisterende produkter, løfte kvaliteterne yderligere og samtidig investere mange midler i udvikling af helt nye produkter, teknologier, såler og designs, der udkommer i slutningen af 2022 og start 2023,” supplerer Kasper Høj Rasmussen afslutningsvist.