Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

“Vi tog nogle hårde beslutninger. Det var ubarmhjertigt, men har betydet, at vi allerede laver overskud igen”

ARKK Copenhagen har på seks måneder fået vendt et tocifret millionunderskud til overskud, viser det nye halvårsregnskab fra selskabet bag, State of North, som har valgt at omlægge regnskabsår.
ARKK Copenhagen har på seks måneder fået vendt et tocifret millionunderskud til overskud, viser det nye halvårsregnskab fra selskabet bag, State of North, som har valgt at omlægge regnskabsår.

2021 var lige på trapperne, da State of North, selskabet bag det populære sneakerbrand ARKK Copenhagen, i slutningen af december sidste år fremlagde årsregnskab for 2019/20. Et regnskab, der viste, at Covid-19 selv for dem havde skabt et millionunderskud – et underskud, der blandt andet skyldes nedlukningen i store dele af Europas detailhandel i foråret.

Men allerede dengang var der alligevel høje forventninger til fremtiden for de to stiftere, Kasper Høj Rasmussen og Thomas Refdahl, der brugte krisen som anledning til optimeringer og øget kontrol i virksomheden. Noget, der betød, at de “i virkeligheden er et bedre sted nu end før corona,” som de på daværende tidspunkt fortalte.

Og nu viser det sig så, at forudsigelsen var sand. State of North har netop fremlagt halvårsregnskab for perioden 1. juli til 31. december 2020 – efter de valgte at lægge regnskabet om til at følge kalenderåret – som viser, at der igen er sorte tal på bundlinjen. Årets resultat – som altså her kun  dækker over seks måneder – lander på 595.678 kroner, mod det underskud på 12,6 millioner kroner, man så i et fulde regnskabsår 2019/20. Bruttofortjenesten lander på 3,8 millioner kroner, igen for kun et halvt år, mod sidste regnskabs 6,9 millioner kroner. Egenkapitalen er stabil med  14,6 millioner kroner mod 14 millioner i 2019/20.

“Vi tog nogle konsekvente og hårde beslutninger i foråret 2020, da corona ramte. Det var hårdt, det var ubarmhjertigt, men det har betydet, at vi trods nedjusterede ordrer i andet halvår af 2020 allerede laver overskud igen og samtidig har en lean machine af en organisation, der står klar til at gribe et 2021, der ser utrolig positivt ud,” lyder det i en pressemeddelelse fra CEO Thomas Refdahl, der kalder 2020 “en genfødsel” for ARKK Copenhagen. Medstifter og CCO Kasper Høj Rasmussen supplerer:

“Vi er naturligvis både glade og stolte over at levere et overskud igen allerede seks måneder inde, men hvad der betyder mest for os er, at vi står med en organisation, der ikke kun ser ud til at levere et super flot resultat slut 2021, men som også formår at forny sig både i form af nye sneaker releases og et meget anderledes collab, der udkommer i efteråret 2021.”