Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Munthe henter tung PR-profil til nyoprettet stilling

Med titlen Global PR & Marketing Manager rykker tidligere PRD-profil Paolo Savi til Munthe, hvor han skal sætte endnu mere skub i den internationale vækst.
Med titlen Global PR & Marketing Manager rykker tidligere PRD-profil Paolo Savi til Munthe, hvor han skal sætte endnu mere skub i den internationale vækst.

2022 har indtil videre bydt på gode takter hos Munthe. Først startede brandet året ud med at fremlægge et årsregnskab i januar, hvor blandt andet resultatet før skat var fordoblet. Kort tid efter, i februar, kunne de præsentere en stor ledelsesændring i form af ansættelsen af brancheerfarne Frank Toft Nørgaard som ny CEO. Et strategisk træk, der netop handlede om at trykke endnu mere på vækstspeederen – især internationalt.

Nu har Munthe endnu mere navnenyt i ærmet. Denne gang i PR- & marketingafdelingen, hvor brandet med fokus på at styrke brandidentiteten, CSR-arbejdet og den yderlige internationale ekspansion har ansat Paolo Savi i en nyoprettet stilling som Global PR & Marketing Manager.

“Ansættelsen af Paolo er næste naturlige skridt i Munthes ambition om et øget brandkendskab – og for at udvide den internationale rækkevidde endnu mere. Munthes online og offline salgsaktiviteter er blevet udviklet betydeligt de sidste par år, og den næste fase af vores plan er lige så ambitiøs, når det kommer til udvikling og vækst. Den nye rolle kommer som en naturlig forlængelse af vores øgede fokus på branding, nye internationale markeder – og dermed også de mere specifikke PR-behov, der dannes i forbindelse med vores Key Accounts. Vi føler os sikre på, at Paolo har de nødvendige kompetencer, erfaring, og at han som person passer perfekt ind i Munthes kultur og DNA. Vi glæder os meget til at have ham med på holdet,” lyder det i en pressemeddelelse fra CEO Frank Toft Nørgaard.

En erfaren profil med internationalt blik

Paolo Savi har især stor erfaring indenfor formidling, PR og afsætning af High-Premium brands, og har et CV, som byder på både danske og udenlandske brands. De seneste fem år har han været ansat hos PRD, hvor han har arbejdet med kunder som Cartier, Pandora & Tommy Hilfiger.

“Munthe er for mig et af de mest interessante brands indenfor fashion. Brandets positive udvikling de sidste par år og deres skarpe vision, identitet, forståelse for kreativitet og bæredygtighedsstrategi er virkelig spændende. Det er et meget fremadstræbende hus, som har formået at skabe, bevare og kontinuerligt udvikle en stærk brandidentitet. Min ambition på vegne af Munthe er at fortælle virksomhedens historier, der handler om at være et skandinavisk modehus, der samtidig tager et socialt ansvar,” supplerer Paolo Savi selv.

Paolo Savi tiltræder sin nye stilling den 1. maj 2022.