Nu åbner Løvens Hule-deltager sin første butik
Med åbningen af den første fysiske butik starter det fremadstormende og hidtil digitale brand et nyt kapitel.Basic Apparel er stormet frem digitalt, men nu åbner brandet sin første fysiske butik.
“Den fysiske butik er et naturligt next step for os. Vi er vækstet med 300 procent alene i 2021, så timingen er på plads. Der er noget troværdighed og autencitet i at kunne møde vores kunder i vores egen butik. Kunderne skal have en 360 graders oplevelse af vores brand og univers, og det får vi nu mulighed for,” fortæller direktør og grundlægger Camilla Balle.
Hun fortæller, at målet med butikken, der åbnede i sidste uge, er at invitere kunderne helt ind i kernen af Basic Apparels univers. Derfor skal butikken understøtte brandets grønne profil, og både bæredygtighed og innovative løsninger har fået en central plads; møbler er lavet i dansk FSC-certificeret egetræ, og lamper af omsmeltede nylonstrømper.
Butikken ligger i København og er på nuværende tidpunkt Basic Apparels første og eneste flagship-butik, men planen er, at der snart kommer flere.
”Vi kommer i mål med den plan, vi lagde for 2021. Det er en vigtig del af strategien at udvide tilbuddet til vores kunder og forhandlere ved at styrke universet med en fysisk butik. Vi har en roll-out plan på plads, men hvor og hvornår næste butik åbner, vil tiden vise,” udtaler investor Jesper Buch i en pressemeddelelse.
Kundeoplevelsen i fokus
I butikken kan man få en kop kaffe eller et glas champagne, mens man finder inspiration til køb og trends på digitale skærme.
“Udgangspunktet for butikken er at skabe de sjove oplevelser fyldt med gode vibes. Man kan købe et produkt online, men ikke en oplevelse. Derfor har vi lagt lidt ekstra kræfter i eksperimentelle og digitale koncepter i butikken. Vi ønsker at skabe en god og hyggelig atmosfære og håber, at det kan give vores kunder et øjebliks selvforkælelse.”
Med åbningen præsenterer Basic Apparel samtidig en ny linje med økologisk certificerede basisprodukter samt en ny denim-linje.
Kronprinsensgade 10, 1114 København K