Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
shaping new tomorrow

Her er årets landsdækkende Gazelle-vinder

Med en vækst på mere end 8000 procent de seneste fire år vinder et nordjysk herretøjsbrand prisen som årets landsdækkende Gazelle-vinder.
Med en vækst på mere end 8000 procent de seneste fire år vinder et nordjysk herretøjsbrand prisen som årets landsdækkende Gazelle-vinder.

I begyndelsen af december måned blev nordjyske Shaping New Tomorrow kåret som Nordjyllands største vækstvirksomhed, og dermed kunne de tidligere Løvens Hule-deltagere bag brandet kalde sig de heldige vindere af Dagbladet Børsens regionale Gazelle-pris for Nordjylland. Men heldet stoppede ikke dér.

For torsdag aften i sidste uge fandt kåringen af de årlige landsdækkende Gazelle-vindere sted i Bella Arena i København. Og her var det også Shaping New Tomorrow, der løb med sejren og blev landsdækkende vinder af den prestigefyldte erhvervspris.

“Det er ingen hemmelighed, at vi har været udfordret på grund af pandemien – blandt andet blev vores internationale ekspansion udskudt i syv måneder på grund af nedlukninger i Tyskland. Det kostede dyrt. Men så fandt vi andre muligheder, blandt andet med åbninger af nye butikker i Danmark. Det, synes jeg, giver prisen et helt særligt skær,” siger Shaping New Tomorrows medstifter og CEO Kasper Ulrich.

At blive landsdækkende Gazelle-vinder har siden 2015 været en af Kasper Ulrichs store, personlige målsætninger for Shaping New Tomorrow.

”Det er noget, jeg har troet og håbet på lige fra starten. Det er en helt ubeskrivelig følelse, vi har lige nu. Når det er sagt, så kan jeg kun gentage mig selv – jeg er vanvittig stolt over, hvordan vi har udviklet os som virksomhed under pandemien, og hvordan vi har styrket vores unikke fællesskab og holdånd. Jeg vil gerne udtrykke min største og ydmyge taknemmelighed over for vores medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder. Jeg har slet ikke ord for, hvor stolt jeg er over vores medarbejdere,” siger han.

Gennem det seneste år er Shaping New Tomorrow vokset fra 60 til 130 medarbejdere. Det tal forventes at stige til 250 ansatte inden for det næste år.

For i første omgang at kvalificere sig til en Gazelle-pris skal en virksomhed have haft vækst hvert år de seneste fire regnskabsår, og samtidig skal den samlede vækst over de pågældende fire år som minimum være fordoblet.

Shaping New Tomorrow blev kåret som de heldige vindere af året landsdækkende Gazelle i Bella Arena i København. Foto: Mie Hee Christensen

Et godt år for mode- og tekstilbranchen

Det har været en god prisuddeling for mode- og tekstilbranchen. I København var det nemlig også en modevirksomhed, der kunne tage den regionale Gazelle-pris for hovedstadsområdet med hjem, nemlig skobrandet Roccamore, hvis sko alle er håndlavede i Italien.

I Region Syddanmark blev det møbelfirmaet House Nordic, der nu kan kalde sig regionsvinder af en Gazelle-pris, mens møbelsnedkerfirmaet Handcrafted Interior, der blandt andet sælger snedkermøbler og -køkkener, vandt Region Hovedstadens såkaldte fremstillingsgazelle – den anden ud af i alt to priser, der uddeles i hver region. Den gives til en fremstillingsvirksomhed, der har kvalificeret sig som en gazelle-virksomhed, og som “gennem nicheudvikling og innovation har styrket sin produktion og sit marked.”

Taskebrandet Markberg, som har knækket koden til zero waste i læderproduktion, er i igen år blevet udnævnt til at være en gazelle-virksomhed, og da det nu er fjerde gang, opnår Markberg titlen ‘Marathon Gazelle’.

Du kan læse mere om alle årets Børsen Gazelle-virksomheder her.

Nu åbner Løvens Hule-deltager sin første butik