AI-teknologi skal effektivisere influencer-marketing
Med en ny AI-teknologi vil Patriksson Group med den nyoprettede afdeling Inc. Society spare brands og agenter for op mod 90 procent af deres tid i arbejdet med nye kampagner.Der er efterhånden flere kommunikations- og PR-bureauer, der har eget in-house talentagentur, content creation-afdeling og endda bæredygtigheds-summit, som vi så det hos Mørch og Rohde i starten af oktober. Kort sagt er fleste af bureauerne i gang med at udvide deres services til den ny virkelighed, når det kommer til kommunikation og markedsføring. Og den type service kræver en indsigt ud over det sædvanlige i både branche og kunder, hvis man vil være sikker på at ramme plat med kampagnerne – og den type indsigt tager tid at få.
Det har kommunikationsbureauet Patriksson Group fundet en effektiv løsning på, når det kommer til arbejdet med influencere. Under navnet Inc. Society – hvor Inc. står for Influencer Network Communication – har de i samarbejde med tech-firmaet uBit udviklet en AI-software, der kan spare brands og agenter for op imod 90 procent af deres tid, når de skal planlægge og eksekvere kampagner på sociale medier. Det kan måske lyde for godt til at være sandt, men med den nye teknologi slipper de for selv at skulle bruge tid på at dissekere og analysere enorme mængder data fra deres influenceres sociale medier. Det klarer teknologien for dem, og dermed skal de kun forholde sig til de anbefalinger, AI-teknologien tilbyder.
Der er tale om en såkaldt ’campaign and share’-service, hvor AI-teknologien giver anbefalinger til, hvornår og hvordan en influencer skal dele kampagneindhold for at få størst muligt engagement og rækkevidde. uBit har bygget en algoritme, som på baggrund af data fra influencernes sociale medier analyserer, hvilke opslag der har performet bedst inddelt i emner. Udfra den analyse kan man se, at det for eksempel giver bedst mening at dele en video med en make up-tutorial på TikTok i weekenden, mens et opslag med arbejdsoutfit-inspiration giver godt engagement, når det deles på Instagram en mandag morgen.
Guidelines til influencer-arbejdet
“Vores influencere synes, at det er dejligt med nogle guidelines fra Inc.-teknologien. De har jo selv adgang til al den data, teknologien bygger på, men ofte får man ikke lige set på statistikkerne, og de kan være svære at forholde sig til. Så er det hjælpsomt med et sammendrag med konkrete fakta,” fortæller Joséphine Suzor, der er new business manager hos Patriksson og Inc. Society.
Samtidig hjælper teknologien løbende med at holde styr på, hvordan en kampagne performer, og den tilretter hele tiden sine anbefalinger i takt med, at ny info kommer ind. AI-teknologien giver dermed værktøjer til influencerne, så de kan skabe den rette type indhold til hver kampagne. Samtidig kan den give forudsigelser for potentielle opslag og fremtidige kampagner. Altså hvis du laver denne type opslag på et bestemt tidspunkt på en bestemt platform, vil du få så og så mange procent højere engagement.
“Inc. Society er en unik service, hvor vi kombinerer vores 20 års erfaring, indsigt og forbindelser i modebranchen og den kreative branche med teknisk innovation. Vi gør det muligt at tage performance marketing til et nyt niveau ved at skabe spændende oplevelser, der vil øge kendskab, støtte organisk synlighed og skabe omsætning for både brands og content creators,” fortæller Patriksson Groups grundlægger Lena Patriksson i en pressemeddelelse.
Inc. Society blev lanceret den 21. oktober og fungerer som en ekstra service, Patriksson Group kan tilbyde sideløbende med deres øvrige tilbud.