Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Navne

Costume får ny chefredaktør med international erfaring

Dorothea Gundtoft skal stå i spidsen for den videre digitale transformation af mediebrandet.
Dorothea Gundtoft skal stå i spidsen for den videre digitale transformation af mediebrandet.

Efter flere år som redaktør og journalist for internationale mode- og designmedier vender Dorothea Gundtoft nu hjem til Danmark for at sætte sig i chefredaktørstolen hos Costume. Digitale fortællinger og nye forståelser af stil vil være i fokus. Hun skal nemlig fortsætte transformationen til digitale platforme, lyder det i en pressemeddelelse.

“Costume vil være toneangivende som digitalt medie inden for mode, skønhed og stil. Vi kan indtage en ret unik position i det danske mediebillede på det område. Dorothea har et stærkt afsæt for at løfte ambitionerne med sin kombination af et internationalt perspektiv på skandinavisk mode og design og erfaring som digital chefredaktør,” udtaler Birgitte Raben, ansvarlig direktør for Costume hos Bonnier Publications.

Ambitionen er at styrke mediebrandets digitale profil og position i den fortsatte transformation af brandet, som i dag rummer både site, stories, nyhedsbreve, podcasts og magasin.

33-årige Dorothea Gundtoft har tidligere været chefredaktør for den danske udgave af den digitale designplatform Houzz. Hun har skabt digital journalistik til medier som Vogue og Style.com og er desuden forfatter til bestselleren Fashion Scandinavia og en række andre internationale bøger om nordisk mode, design og livsstil.

“Jeg ser det som en ny epoke. Både for mig og for Costume. Der er så meget fantastisk i skandinavisk mode og design, som kalder på at blive udforsket. Måske også udfordret. Stil er meget mere end tøj. Så Costume skal fylde og favne mere – især digitalt,” siger Dorothea Gundtoft og uddyber:

“Costume skal være et relevant pejlemærke for moderne, bevidste kvinder og kulturforbrugere, og for dem er mobiler og tablets omdrejningspunkt i de daglige medievaner. Derfor har vi fuldt fokus på at række bredere ud og skabe engagement som digitalt medie.”

Tilgangen skal skabe nye vinkler og formater, som både brugere og annoncører kan få glæde af, forklarer den kommende chefredaktør:

“Mit mål er at udvikle måden, vi fortæller, fortolker og forstår stil på, så flere føler sig inkluderet, berørt og beriget i Costumes univers.”

Dorothea Gundtoft tiltræder som chefredaktør for Costume 15. november 2021.