Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Navne

Minimum intensiverer fokus på herretøj

Med en ny herretøjsdesigner i spidsen vil Minimum intensivere fokus på langtidsholdbare styles og skabe en ny visuel identitet for brandet.
Med en ny herretøjsdesigner i spidsen vil Minimum intensivere fokus på langtidsholdbare styles og skabe en ny visuel identitet for brandet.

I 2022 vil Minimum A/S igangsætte en større rebrandingstrategi, hvor blandt andet herretøjsdelen vil få øget opmærksomhed med designer Jakob Boesen i spidsen. Jakob Boesen startede hos Minimum i slutningen af 2020, og er nu klar med sin første herretøjskollektion for det århusianske brand. Her har han lagt vægt på at skabe klassiske styles med opdaterede detaljer og trække brandet i en mere ansvarlig retning.

“I mit skifte var det vigtigt for mig, at Minimum som virksomhed havde taget stilling til bæredygtighed og allerede var i gang med en omstilling til mere bæredygtig produktion. Jeg var meget imponeret over, hvor langt de er nået, og jeg ser frem til, at vi sammen skal udforske innovative designprojekter med fokus på bæredygtighed,” fortæller Jakob Boesen, der nu kan bryste sig af titlen Male Responsible hos Minimum A/S, i en pressemeddelelse.

Jakob Boesen, ny Male Wear Responsible i Minimum A/S.
Jakob Boesen, ny Male Responsible i Minimum A/S.

Ved siden af kollektionen har Jakob Boesen et projekt med at skabe Minimums første cirkulære kollektion skabt fra egne overskudsmaterialer, som snart vil blive lanceret. Sammen med kollektionen af overskudsmaterialer, vil designet i hovedkollektionerne også understøtte den ansvarlige retning. Her er der fokus på langtidsholdbart design, som kan kombineres på kryds og tværs og få et langt liv i garderoben.

“Den uprætentiøse tilgang til hverdagsmode skal vi holde fast i, så den mangeårige kontrakt, vi har med Minimum-kunden, bevares. Når det kommer til herretøj, er fokus på detaljer supervigtigt. Derfor opdaterer vi klassikerne og gør dem tidssvarende, så de naturligt kan kombineres med elementer fra street-wear og ubesværet bringes ind i en allerede eksisterende garderobe,” siger Jakob Boesen, der med sin baggrund fra TEKO og Central Saint Martins har lang erfaring fra både danske og internationale brands.

Senest har han været otte år hos Selected, og den store erfaring er noget, de sætter stor pris på hos Minimum.

“Vi er meget glade for at kunne trække en kapacitet som Jakob til os. Ansættelsen er
et naturligt skridt i den retning, vi ønsker at gå for Minimum og vores herrekoncept.
Det har stor betydning, at Jakob har erfaring fra international mode samt kommercielle designstrategier, der tilsammen definerer den fremadrettede design- og brandingstrategi for Minimum,” siger Casper Bech Olesen, der er International Sales Manager.

Erfaringen med de kommercielle designstrategier vil Minimum også drage nytte af i arbejdet med rebrandingstrategien. Her har Jakob Boesen en stor andel i at skabe en ny fremtrædende identitet og tegne linjerne for den kreative retning for Minimums minimalistiske signatur.