Et klassisk Vibskov-show – og så alligevel ikke

Henrik Vibskov, Rideklubben Ridevenner, torsdag den 12. august klokken 20.00

Duften af hest mødte vores næsebor, da vi nærmede os Henrik Vibskov-showets location: en ridehal i Ballonparkens mini-Christiania på Islands Brygge, der dannede ramme om en af de typiske installationer, der altid akkompagnerer Vibskovs show og slår tematikken an.

Denne gang var installationen en cirkel af produktionsstande med en bakke fuld af forskelligt tilbehør og materialer til at lave keramik. En installation, som i øvrigt stak ud af stalden, så man udefra kunne kigge ind i stalden, hvor en meget høj figur, en menneskeskikkelse tårnede op midt i det hele iført en kæmpestor kjole. I løbet af showet udviklede karakteren sig og blev højere og højere. Og pludselig stak der også hænder ud af huller i kjolen, der pulserende styrede modellernes rytme, idet de gik ned ad catwalken og senere deres arbejdsflow på stationerne.

Denne sæsons overordnede tema er netop keramik. Det kunne ses i print, for eksempel i, hvad der lignede et mønster af kophanke i en strikkjole med kontrastlommer, og gennemgående silhuetter, som var inspireret af vaser og skåles organiske og rundede former. Og i nogle virkelig flotte, hvide former, som hang uden på flere af modellernes outfits og mindede om porcelænsskår.

Og selvfølgelig i det musiske lydtæppe, som var lyden af klirrende porcelæn og en insisterende bas, der ledte modellerne ind i staldens sandede underlag og op mod deres arbejdsstationer, som de systematisk indtog. Først modeller i gule nuancer og derefter en smuk palette af alt fra ink-blue og sorte toner til bordeaux, brændt orange og lavendel.

I det øjeblik alle modellerne var samlet i produktionen, lød det højt: “One, two, three. Pass it on!” – og bakkerne med arbejdsredskaber foran modellerne blev nu sendt videre til næste model. Bagefter lød det: “One, two, three. Retreat.” Og så blev de ført den modsatte vej. Det var som at opleve et systematisk produktionsflow udspille sig for øjnene af os. Men ikke et automatiseret, som vi måske kender det i dag. Et, som er styret af kommunikation og hænder. Af mennesker. For det virkede, som om Henrik Vibskov ville hylde det gamle håndværk. Det var dog ærgerligt, at modellerne ikke rigtigt lavede noget ud af deres materialer, det havde givet en mere fuldendt og gennemført fortælling.

Som altid hos Henrik Vibskov blev vi præsenteret for et suverænt miks af tekstiler, mønstre og farver. Der var en insisterende lyserød tone gennem showet, som fungerede virkelig flot, især i en løs kåbe med paneler af grønne og røde nuancer, der nærmest svævede over scenen.

Blandt højdepunkter var også et lavendeltonet, dobbeltradet jakkesæt med forskellige størrelser af køkkentern i bukser og skjorte og et skønt blomsteragtigt print på jakken. Og en dyppeeffekt, som om man havde dyppet stoffet i en kop te, gav en flot effekt på mange af indgangene, der fungerede specielt godt i et lyserødt outfit med en rød, dyppet kant.

Som altid med Henrik Vibskov er det en magtdemonstration ud i mønster- og farvesammensætninger. Det hele fungerede godt, installationen var flot. Vi kan alle finde noget her, vi vil se godt ud i. Men det var som om, der alligevel manglede noget. En form for klimaks, som ellers plejer at være i et Vibskov-show.

Se hele showet her.