Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, SHOWANMELDELSE

“You give me higher love…”

Det var ikke den mest stringente Ganni-kollektion, men derimod en kreativ række af bobler, der tydeligt viste, at ligesom Ganni ikke vil sætte nogen i bås, vil de heller ikke selv puttes i en kasse.
Det var ikke den mest stringente Ganni-kollektion, men derimod en kreativ række af bobler, der tydeligt viste, at ligesom Ganni ikke vil sætte nogen i bås, vil de heller ikke selv puttes i en kasse.

Hvor højt kan vi komme uden at ramme loftet? For Ganni, der som få danske brands har katapulteret mod stjernerne, virker destinationen uden begrænsninger. Men succes eller ej, så har isolationsåret flosset kanterne på de fleste. Selvom det også har bragt perspektiv og nærhed med sig – og som chefdesigner Ditte Refstrup beskriver, bragt Gannis designteam tættere sammen – så var ambitionen, at både kollektion og show skulle være den fysiske manifestation af begrænsningernes modgift: Et stort fedt ja til det hele, til mennesker, til fest, til livet. Kollektionen er navngivet ’Higher Love’, og selvfølgelig blev showet da også afholdt på et af Københavns højeste og mest ja-hat-agtige steder: skibakken Copenhill.

Og måske netop denne ”vi gør sgu, hvad vi vil”-attitude (som en helårs-skibakke på toppen af et forbrændingsanlæg), præger ikke alene Ganni som brand, men også denne SS22-kollektion.

Med en grundtone af støvet mørk mintgrøn og særligt babylyserød, der sås på pailletkjoler – en kort én med bærestykke og en smal skjortekjole med 70’er referencer – og som underlægger til en abstraktion over valmuer, korn- og sennepsblomster og blazer i krymmelnistret bouclé – var det den røde farve (både i orange- og postkassenuancen) den, der var den klare accent i kollektionen. Der var delte meninger blandt mine nærmeste til showet om de røde tracksuit-pants, men jeg synes, de fungerede i sin enkelhed. Den røde farve brillerede også på en kort frakke med stor Ganni-/Peter Pan-krave, de korte røde shorts og en ruffle-kjole med firkantet udskæring, der understregede kvindekroppens konturer så enormt godt.

Vil man have stringens og definerede linjer var det ikke til dette show, de skulle findes. Men skønheden lå især i detaljerne, som designteamet (måske) har haft mere tid til at gå i dybden med, og som brandet gør sig så godt i. Broderede logoer, hæklede toppe, en sjov leg med 80’ernes favoritpynt: scrunchien, som Ganni har taget ejerskab på de seneste år, og som fungerede særligt godt som detalje på en virkelig smuk blazer med store knapper af banket ”sølv”. En ny præmis for en blazer, som jeg som blazer-elsker gerne vil købe ind i. Og mens der var masser af kig til hud – et overordnet tema for næste sommer – gennem blandt andet en stormasket netkjole, var der også mange konfektionerede dele på blazere og bukser og overlegent underspillet sæt af en stumpet bluse med ballonærmer og en nederdel med bred elastik i taljen – et sæt som Ditte Refstrup også selv sportede senere på aftenen, og som viste det, som Ganni også kan midt i alt det sprudlende og kreative: At favne den Ganni-pige, der modnes og vokser med brandet, og dem, der ikke vil gå i stå i klassikere, der bliver alt for klassiske.

Sad man sulten efter den næste uundgåelige Ganni-style, som så mange siden vil kopiere, var det bedste bud de feminine kjoler med rynkedetaljer, og de tunge træsko med nitter, men ikke så entydigt, at man for alvor blev mæt. De forskelligartede items i kollektionen og showets styling viste sig langt mere som kreative bobler, der ikke bare favner vores forskellighed, men også kan ses som opfordring til, at man selv tænker kreativt i sin måde at bruge tøjet på, at man forelsker sig i det, og beholder det længe – og det er måske netop denne ”higher love”, der knytter Ganni SS22 sammen.