Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS22, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Helmstedt skaber mode, der emmer af eventyr og poesi

Med sine poetiske looks og gennemførte univers fik Helmstedt fik os til at spejde efter solsikker og længes efter evig sommer.
Med sine poetiske looks og gennemførte univers fik Helmstedt fik os til at spejde efter solsikker og længes efter evig sommer.

Helmstedt, Halvandet, onsdag den 11. august klokken 13

Hun er sandsynligvis dansk modes stærkeste historiefortæller, den skønne Emilie Helmstedt. Ikke kun fordi hun altid indleder sine shows med at læse en tekst højt, men fordi hun skaber komplette universer, der er gennemført ned til mindste detalje og føles som eventyrlande, der fortsat eksisterer, når modefolket flagrer videre.

Christianshavn og omegn er Helmstedts hjemmebane, og i dag holdt hun show på Halvandet, centreret omkring en ophugningsmoden skonnert pyntet med hendes karakteristiske papmachefigurer af fisk, en reje, et anker, en solsikke og et H for Helmstedt. Fra den dukkede den ene sommerpige efter den anden op med stoffisk bundet til grene, med viltre lokker eller fletninger, med finurlige stoftasker og med enten maritim hovedbeklædning som kviltede matroshatte og sydvester med brede bindebånd eller med solsikke-papirblomster skabt af den lige så historiefortællende papirkunstner Marianne Eriksen Scott-Hansen.

For selvfølgelig havde Helmstedt valgt netop solsikken som symbol, der gik igen på alt fra kjoler til badekåber. Den næsten absurd simple blomst, som ethvert barn kan tegne, og som altid drejer sig tørstigt efter solen og livet.

Kollektionen var nemlig inspireret af det håndgribelige, det nærværende, symboliseret ved ’en god sommer i Danmark’. Det inkluderede et drys af nostalgi og de gode gamle dage i form af 1950’ernes ikoniske sejler- og pinup-look, men set med et barns uskyldige øjne. Uger, hvor dagene flyder sammen, og verden er så stor, så stor, lige der i vandkanten foran dig.

De dominerende farver var klassisk Helmstedt: lyserød, lyseblå og citrongul, men falmede, solblegede; allerede elskede sommerklassikere med masser af sjæl og historier i sig. Historier, som på ærlig og fortælleglad vis sidder helt uden på tøjet som broderede figurer som krabber, fladfisk, bølger, flaskeposter og (selvfølgelig) solsikker, men også som dybe lommer foldet som avispapirbåde.

Kernen er således stadig det livsglade, poetiske blomsterbarns, men fra de første Helmstedt-kollektioners håndmalede silkeprint er der sket en hel del. Dels er der mere styling, dels er der flere konstruktionsmæssige detaljer, så en lang, broderet flæsekjole for eksempel ikke længere er lige op og ned som en natkjole, men nu har indsnit, og dels er der også kommet mere bredde, blandt andet mere strik, der kom som trøjer, shortssæt og et helt skønt blåt tone-i-tone buksesæt med bølger og ankre. Og så er denne sommers succesrige badetøjskollektion fulgt op med væsentligt flere styles og snit med klædeligt høje bæltetaljer eller flæsekanter. Pigede snarere end pikante.

Kollektionens key item må være den håndkviltede silkevest med lyseblå bund, grønne tangplanter og gule, lyserøde, fersken og blå fisk, som understreger det, Helmstedt er så kendt og elsket for: den bohemede, legesyge elegance. Men også kjolen fra indgangslooket med broderede flæser og stor krave vil blive en instant sommerklassiker i skabet. Vil man bare gerne have en bid af universet, må de cool løse kraver være det oplagte bud. I modsætning til tidens kridhvide blonde-musketerkraver er Helmstedts SS22-kraver inspireret af matroser med en smæk bagpå, perfekt til at tilføre det der Helmstedt-touch og skabe evig sommer på alt fra en badedragt til en kjole eller en sort striktrøje. For ikke at nævne de mange finurlige stoftasker igen formet som avisbåde og havdyr eller den kviltede strandtaske med rygsækstropper, der giver hænderne fri til at samle hulsten eller hjælpe en strandet krabbe tilbage i vandet.

Det er sjældent, man sidder med følelsen af, at man er blevet transporteret til et andet sted, og at dette ikke blot er et show, men en rejse, man ikke vil hjem fra. Det skete i dag. Og man må bare sige, at Forbes så rigtigt, da de i april placerede Emilie Helmstedt på deres prestigefulde ’30 under 30’-liste. Helmstedt og hendes sommerpiger er i den grad klar til at indtage verden, ikke mindst den over vandet.

Se hele showet her.