'Nok se, men ikke røre'-attitude hos The Royal Danish Academy

The Royal Danish Academy, KADK, tirsdag den 10. august klokken 12.30

Hvis man gerne vil vide, hvor fremtidens mode bevæger sig hen, skal man holde øje med designskolerne. Det har længe stået klart, at de nye generationer af designere er garanter for bæredygtighed. Men dertil kommer, at det er her, du finder de bedste eksempler på nørdede detaljer og tidskrævende håndværk; alt det, de etablerede modefirmaer ikke kan tillade sig af hensyn til økonomi og tidspres.

Der var således fulde huse, da The Royal Danish Academy (tidligere Designskolen/KADK) viste 2021-afgangsshow under den fælles titel ‘Last Pieces’. En på alle måder passende titel, skulle det vise sig, for flere havde referencer til Ludvig XV’s elskerinde Madame Pompadour, som sagde ‘Après nous le déluge’, ‘Efter os, syndfloden’. Referencer ikke blot i form af tournurer, skød, slæb og korsetter, men også af kig til både barm og baller. Der var ganske enkelt en følelse af undergang og af de sidste dages tid, men derfor også af en trang til bare at skeje ud og (bogstaveligt talt) vise det hele frem; kombineret med en ‘nok se, men ikke røre’-attitude, blandt andet understreget af pigge på et sort skørt.

Budskaberne, de kom med, handlede således primært om køn. Køn som identitet, køn som legeplads. Modellerne var ikke alene blandede, de brød også fuldstændig med de traditionelle koder, hvilket var befriende, for så kunne man koncentrere sig om selve tøjet og dets tilskæring, hvilket jo alt andet lige er en væsentlig del af det at tage afgang fra en designskole.

Så vi så masser af eksempler på især skulpturel formgivning; altså at tøjet stod ud og havde sit eget liv væk fra kroppen, uanset om der var tale om veste, skuldre eller hele bluser. Tøj som noget man tager (identitetspolitisk) stilling til. Til tider gav det mindelser om rustninger, andre gange om insekter. Først og fremmest vidnede det om, at afgangseleverne kan deres teknikker.

For showet er, som man måske nok kan forstå, især en gryde, hvor teknikker og budskaber og tanker og følelser blandes sammen i et sprudlende væk. Men skal man være kedelig og også lige se på, hvad der rent faktisk ville kunne hænges på bøjler og sælges i morgen, imponerede især disse navne med deres brugbare design:

Milan Flíček sendte med sine første indgange budskabet ‘Fucking stop burning clothes’, hvorefter der kom den ene velkonstruerede, smukke og – igen: skulpturelle – skotskternede jakke efter den anden. Sådan en vil jeg gerne have fingrene i! Álla Sinkevich imponerede også med en meget blandet kollektion, der gik fra sort-hvid Carolyn Bessette-90’er-elegance hen over filtet uld og til clouet: et hvidt herresuit med indbyggede “arvæv”. Så simpelt og så raffineret kan det gøres. Efter hende kom Josefine Dyring, som i den grad er et godt bud på en ny dansk strikdesigner. Igen var der leget med skulpturelle former, see-through, slikfarver og en bevidst overdrivelse af effekterne; som var hun Helmstedts vilde, strikkeglade kusine. Sarah Sølver var næste i rækken, og hun præsenterede det ene lettere oversized look efter det andet, fra kinajakker til maritime striktrøjer, der var spot on. Og endelig imponerede Asier Quintana med sine sorte, dekonstruerede suits og kjoler; ultraraffinerede i deres punkede tilgang til et cool businesslook.

De i alt 16 nyudklækkede designere blev behørigt klappet og hujet ad, og der var tilfredse miner på modens vegne at spore hos showgæster som Ditlev Tamm, Sabine Poupinel, Ane Lynge-Jorlén og Chris Pedersen, og det forstår man godt. Tillykke til årgang 2021, og tak for deres respekt for teknik, ikke for trends.

Se hele showet her.