Lovechild “living like a dolce vita"
Lovechild serverede tøj i farver fra den italienske isbod til en sommer, hvor solen altid skinner.Lovechild 1979, Lille Søndervoldstræde, tirsdag den 10. august, klokken 16.00
Tomboyfavoritten Lovechild 1979 skabes af creative director Anne-Dorthe Larsen og hendes team af lutter kvinder som garant for, hvad vi kvinder vil ha’. Det 12 år gamle mærke har altid været kendt for sine 1970’er-referencer, fine bowtie-skjorter, kække cityshorts og brugbare skjortekjoler, men i dag var de gået et par årtier længere tilbage, fordi sommeren anno 1950-60’erne bare er dét mere romantisk. Tænk ‘The Talented Mr. Ripley’, og du ved, hvad der menes.
Med andre ord: hvor mange brands lader sæsonerne flyde lidt ud i hinanden, havde Lovechild-teamet i den grad sat sig for at sætte sommer på programmet. Så Anne-Dorthe Larsen og de dygtige folk fra Holidays havde under temaet ‘La Vacanza’ omskabt en lille brostensbelagt gade ved Christianshavns Kanal til en catwalk med slidte træstole, isvogn, Campari-bar og vasketøjssnore under den blå himmel. Og selvom der blev fulgt lidt op på unisextendenserne fra AW21-showet, viser man alt andet lige mere krop om sommeren, så i dag fik vi über-flirtende looks, komplet med et, der var en Jude Law værdig: cremefarvet strikpoloshirt og dybblå fløjlsbukser.
Så glem alt om oversexet tøj til en bountyø eller en infinity-pool. Lovechild-pigen har storbyen i sit hjerte og skal kunne gå fra stranden og hjem til hotellet gennem snoede gader eller direkte hen at spise pasta. Så for en stund blev vi revet væk fra den konfliktfyldte, forvirrende nutid og sendt direkte til easyliving Positano. Feriebyen, hvor alt er som sidste år. Hvor de få sæt tøj i kufferten kan kombineres på kryds og tværs, og man går i et med sin solparasol, sin is og sin drink.
Mathilde Henning åbnede showet i binde-bikinitop og korte shorts i pastelfarvet parasolstribe-print, efterfulgt af en fyr i matchende pyjamaslignende shortssæt. Og så skiftede musikken ellers fra italiensk 50’er-slager til funk, mens parasolprintet blev blødt op af himmelblå looks, og kjoler, skjorter, shorts, bukser i varianter af alt godt fra isboden: creme, citron, hasselnød, nougat, hindbær, lakrids … og alle sat til flade, flettede italienske lædersandaler.
Lovechild 1979 blev oprindeligt kendt for deres fine print, og selv om langt det meste af kollektionen var i rene, douce farver, var der ud over parasol-pastel-printet bl.a. også herlige maskinbroderede kirsebær på hvid bund (bl.a. brugt til en klassisk Lovechild bowtie-kjole) og et superelegant brokadestof i fløde, creme og guld, hvor ikke mindst skjortekjolen med flettet, chokoladebrunt læderbælte var to die for.
Men flest var der altså af de ensfarvede looks, smukt kombineret tone i tone, hvis der var tale om to items, og med en kontrast, hvis der var tre. Et hit bliver en kort, ærmeløs kjole med store utilitylommer i vegansk læder i en lys nougat farve. Og vildt skønne var et par læggede bukser i hindbær sat til en lysere rosa frakke og en skjorte i lys mokka med et flabet snoet cremefarvet tørklæde om halsen, og samme hindbærfarver og tørklæde gik igen i et sæt med en firkantet vindjakke sat til de sporty nylonshorts, der efterhånden er blevet en Lovechild-klassiker. Som om det ikke var dessert nok, fik vi til finale Josephine Skriver serveret i tyggegummipink ribstrikkjole og stråtaske. Sikke en ferie!
Se hele showet her.