COPENHAGEN FASHION WEEK SS22

Den norske modeindustri tilslutter sig Copenhagen Fashion Weeks bæredygtighedskrav

I et nyt strategisk samarbejde skal Copenhagen Fashion Week nu hjælpe den norske modebranche med den grønne omstilling ved at stille krav til industriens bæredygtighedsniveauer og fastsætte rammen for, hvordan man driver en ansvarlig forretning.
10.08.2021 ∙ af Mikkel Lind Sorgenfrey
Foto: Copenhagen Fashion Week / Henrik Vibskov

I dag blev den københavnske modeuge skudt i gang, og det skete med en god nyhed at starte dagen på.

Ved et pressearrangement, der fandt sted før åbningsshowet for Copenhagen Fashion Week, kunne administrerende direktør Cecilie Thorsmark fortælle, at Copenhagen Fashion Weeks bæredygtighedskrav for 2023 vil blive implementeret af den norske modeindustri. Gennem et partnerskab med både brancheorganisationen Norwegian Fashion Hub og den norske modebegivenhed Oslo Fushion Festival vil de to nordiske lande og dets industrier nu gå sammen i en fælles indsats for en bedre modeindustri. Det internationale samarbejde er et vigtigt og nødvendigt skridt, hvis man spørger den administrerende direktør for Norwegian Fashion Hub, som 60 norske modevirksomheder er medlemmer af.

“Det er vigtigt, at den norske industri bidrager til en mere bæredygtig fremtid for mode. For at være sporbar og gennemsigtig i processen oplever vi et behov for en international ramme, der er nyttig og lærerig for brands i alle størrelser,” siger Elin Kathrine Saunes.

Oslo Fushion Festival er en festival, der kombinerer mode, kunst og kultur og rummer omkring 30 brands. Ifølge festivalens administrerende direktør lå et samarbejde med Copenhagen Fashion Week lige til højrebenet.

“Jeg har stor respekt for det arbejde, Copenhagen Fashion Week har udført med deres bæredygtighedskrav for 2023, så da vi hos Oslo Fushion Festival besluttede at fastsætte nye bæredygtighedsstandarder for arrangementet og de deltagende brands, var det naturligt at kontakte Cecilie Thorsmark for at se, hvordan vores organisationer kunne samarbejde,” siger Elin Carlsen. Ved at bruge Copenhagen Fashion Weeks bæredygtigshedskrav som ramme vil virksomhederne blive i stand til at kunne bestemme deres nuværende status blandt seks stærkt sammenkoblede fokusområder for at drive ansvarlig forretning.

Et ønske fra begyndelsen

Da Copenhagen Fashion Week i januar 2020 lancerede 2023-kravene til bæredygtighed, var et af organisationens største ambitioner netop at skabe partnerskaber med andre organisationer og modeuger.

“Der ligger et enormt potentiale i få udbredt vores ambitioner for en bæredygtig branche. Derfor er vi glade for at se dette ønske blive til virkelighed og kunne annoncere vores første partner uden for Danmark. Det er en stor milepæl for os at se bæredygtighedskravene vinde anerkendelse, og vi er spændte på at bygge videre på dette i fremtiden,” siger Cecilie Thorsmark, administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week.

Nok repræsenterer den norske modeindustri det første udenlandske samarbejde, men inden for landets grænser benytter flere aktører sig af Copenhagen Fashion Weeks bæredygtighedsprogram. Siden lanceringen har Danmarks største messe, Copenhagen International Fashion Fair (CIFF), annonceret implementeringen af ​​bæredygtighedskravene, og i maj 2021 valgte det regeringsfinansierede program “Fremtidens Tekstiler” kravene som rammen for at uddanne 50 små og mellemstore virksomheder.

Copenhagen Fashion Week afvikles over fire dage den 10.-13. august.