Designer Frederik Taus: “Tekstiler har hverken køn eller kønsorganer”
Denne sæson er Det Kongelige Akademi tilbage på Copenhagen Fashion Weeks showkalender. Derfor har vi talt med tre designstuderende, der vil vise deres kollektioner under modeugen – her den første i rækken: Frederik Taus.Skulderpuder, statements og masser af tern. Frederik Taus bevæger sig inden for haute couture-genren og producerer tøj i skrappe farver og kontrastfyldte udtryk mellem det feminine og maskuline. Han er lige blevet færdig med sin kandidat i Fashion Design fra Det Kongelige Akademi med sin afgangskollektion ‘Greatest Hits’, som bliver vist under Copenhagen Fashion Week i et fælles show for uddannelsens afgangsstuderende i København. Med sit afgangsprojekt stiller han sig på skuldrene af sig selv ved at gå tilbage i sit arkiv af gamle design – med en ironisk tilgang til, at “han jo ikke er nogen,” som han siger. Showet bliver denne sæson vist i skolens egne lokaler for at vise kollektionerne dér, hvor de er blevet skabt – men også for at lukke folk ind i de studerendes rammer.
“Vi vil gerne skabe en smule afstand til industrien, for vi er elever og skal repræsentere fremtiden og en ny periode,” siger designstuderende Frederik Taus. Han er et politisk menneske, der bruger sit udgangspunkt aktivistisk. Han mener, at mode skal ville noget mere end bare at se flot ud, og han ser frem til at komme ud i “den hardcore branche”, som han kalder modebranchen, og få lov at gøre en forskel.
Hvem laver du tøj til?
“Jeg laver tøj til den verden, jeg gerne ville have var en realitet. Til folk, der gerne vil bryde med normer og sætter spørgsmålstegn ved samfundsstrukturer og -regler. Det, jeg laver, bryder med gængse regler for mode og konstruktion, og det er til personer, som har øje for kvalitet og klassiske referencer puttet ind en ny kontekst. Jeg definerer ikke mit tøj ud fra et specifikt køn, eftersom tekstiler hverken har køn eller kønsorganer. Den respons, jeg får fra folk, viser, at mine produktioner taler bredt både køns- og aldersmæssigt. Det er en kunst at lade det være inkluderende i forhold til forskellige kropsformer, men jeg fokuserer de stramme elementer på de steder på kroppen, hvor alle mennesker ser ens ud, og min afgangskollektion er lavet til en herrestørrelse 48, da det netop er mere inkluderede.”
Hvad inspirerer dig?
“Jeg finder stor inspiration i modsætninger. Det er interessant at arbejde med to eller flere elementer, som står i kontrast til hinanden og så tvinge dem til at forholde sig til hinanden. Min afgangskollektion er inspireret rigmands- og punkkultur – et clash af elementer, referencer og politiske statements. Jeg er meget inspireret af at arbejde politisk, for det gør mode relevant og tager den med ud i fremtiden. Vi bliver nødt til at forholde os til tøj og mode på en ny måde, for det sviner rigtig meget. Derfor skal det have en højere værdi, og dét arbejder jeg med ved at lade tøjet kommentere på politiske samfundsspørgsmål.”
Hvad er det mest interessante ved modebranchen lige nu?
“Det er svært at elske modebranchen, men jeg bliver forhåbningsfuld af den lille opblomstring af, at tøj skal være ordentligt lavet, hvilket Balenciaga understreger med deres genåbning af modehusets haute couture-afdeling. Man kan også se det på opblomstringen af strik – folk vil gerne gøre det selv, men skal det være lavet andre, så skal det være lavet ordentligt. Vi skal tilbage til at skræddersy tøj i mindre mængder og med andre værdier.”
Hvordan vil du bidrage til dansk mode?
“Min drøm er at være med til at skabe nogle vedvarende sociale forandringer og være med til at gøre tøj til noget, vi værner om – ligesom vi gør det med så meget andet. Jeg vil bryde med kontraster og kønnet beklædning, for vi lever i et samfund, hvor vi er glade for at putte folk i kønnede kasser, og det har desværre negative konsekvenser for undertrykte minoriteter. Jeg oplever en power i at gå i feminint tøj. Jeg elsker at gå i høje hæle hjemme, men så snart jeg går ud ad døren og folk spytter på mig, så føler jeg mig alene med den følelse, og i stedet får jeg folks internaliseret had på baggrund af, hvordan jeg klæder mig. Ved at skabe en kønsflydende mode kan jeg være med til at ændre på kulturen, og forhåbentlig når vi til et sted, hvor vi begynder at kunne blive accepteret som minoriteter.”
Det Kongelige Akademi viser sine dimittenders show tirsdag den 10. august under Copenhagen Fashion Week.
Designer Andri Unnarson: “Jeg oplever et klart skifte fra forældede værdier i moden”