Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Efter mange års underskud kan Won Hundred være på vej mod lysere tidere

W H ApS fremlægger årsregnskab for 2020, og det viser endnu engang underskud, men også betydelig vækst.
W H ApS fremlægger årsregnskab for 2020, og det viser endnu engang underskud, men også betydelig vækst.

Det københavnske brand, der for nylig har annonceret et kollektionssamarbejde med det nyetablerede (di)vision, har siden begyndelsen i 2004 kæmpet med regnskaberne. I 2017 fik Won Hundred en tocifret millionindsprøjtning, der skulle hjælpe virksomheden på vej mod lysere tider.

“Nu tror jeg mere på det end nogensinde før. Hvis det ikke lykkes nu, så lykkes det aldrig, eller så skal det i hvert fald ikke være med mig i spidsen,” sagde Won Hundreds stifter og daværende direktør Nikolaj Nielsen dengang til Børsen. Med ham i spidsen skulle det ikke være, for året efter i 2018 udskiftede han sig selv som CEO med den brancherfarne Nikolaj Munkholm Lassen. Han fortsatte dog som kreativ direktør.

Nu fremlægger modevirksomheden årsregnskab for 2020, og snart tre år efter udskiftningen af den administrerende direktør er Won Hundred stadig en underskudsforretning. Virksomheden oplyser, at strategiske tiltag er ved at blive implementeret, og ifølge ledelsesberetningen er der tale om et såkaldt ‘turnaround’, der skal vende skuden og gøre røde tal sorte. Dog har et år med corona påvirket alle Won Hundreds markeder og leverandører, hvilket har tvunget virksomheden til at tilpasse sig og skærpe fokus på omkostningsniveauet yderligere. Effekten af den strategi er formentlig ved at vise sig, og måske er det endelig ved at lykkes brandet at skabe en bæredygtig forretning – det går i hvert fald den rigtige vej.

Selskabets bruttofortjeneste vokser med 4,8 millioner kroner fra et minus på -2,2 millioner kroner i 2019 til et plus på 2,6 millioner kroner i 2020, hvilket kan skyldes det øgede fokus på effektiviseringer og omkostningsminimeringer. Virksomheden beretter desuden, at der er blevet arbejdet på en strømlining af selskabets kollektioner for yderligere fokus.

Resultatet før skat stiger fra et minus på -14,4 millioner kroner i 2019 til et minus på -4,4 millioner kroner i 2020. Også efter skat forbliver tallene på bundlinjen røde. Nettoresultatet vokser dog med knap otte millioner kroner og lander på et underskud på -3,4 millioner kroner i 2020 – et klart forbedret resultat i forhold til året før, hvor underskuddet var noget større, nemlig -11,3 millioner kroner. Ifølge ledelsesberetningen er resultatet som forventet. Til gengæld er det gået i den gale retning for egenkapitalen, der falder fra et plus på 1,6 millioner kroner i 2019 til et minus på -1,7 millioner kroner i 2020. Forventningen fra ledelsens side er dog, at den vil blive genoprettet i løbet af de kommende regnskabsår.

Sorte tal til næste år

Ledelsen udtrykker – igen  i ledelsesberetningen – en vis bekymring for et fremtidsscenarie med flere restriktioner og nedlukninger i forbindelse med epidemien, men forventer samtidig, at selskabet med sit ‘turnaround’ allerede på kort sigt vil være mere modstandsdygtigt over for den type hændelser. Derudover arbejdes der aktivt for at skabe en bæredygtig og rentabel forretning ved fortsat at finde steder igennem hele værdikæden, hvor der kan skæres ind til benet.

De lysere tider er på vej, hvis man spørger Won Hundreds ledelse, der allerede til næste år forventer at kunne levere et 2021-årsregnskab med sorte tal på bundlinjen.

Fashion Forum har forsøgt at få en kommentar fra Won Hundred, som ikke har ønsket at udtale sig.

Han Kjøbenhavn fortsætter væksten og åbner butik i London