Brandtex, B. Copenhagen, B. Coastline, Ciso, Signature og Jensen er alle brands under BTX Group, og nu fremlægger tøjkoncernen årsregnskab for 2020. Et regnskab, der viser, at det ikke har været helt nemt at være leverandør til butikker midt i en sundhedskrise.

Omsætningen ender i 2020 på 262 millioner kroner – et fald på 72 millioner kroner i forhold til 2019-omsætningen på 334 millioner. Samtidig falder bruttofortjenesten fra 83 millioner kroner i 2019 til 51 millioner i 2020. Det taler dog ind i en tendens, for koncernens salg har været stødt faldende siden 2016.

“Vi har i den årrække været i en distribution med mange kundelukninger og en vis pessimisme, men vi er blandt andet i gang med at handle på en digital agenda og nyder allerede noget vækst på den front,” siger administrerende direktør Jesper Roe. BTX Group har desuden en stor eksportforretning, og derfor har corona sat et ekstra præg på dette regnskabsår, eftersom nedlukninger mange steder uden for Danmarks grænser har varet indtil for ganske nylig.

Omvendt er det gået med årets resultat, hvor BTX Group for første gang siden 2016 har formået at vende den nedadgående kurve. Før skat stiger tallet fra et minus på -61 millioner kroner i 2019 til et mindre underskud på -31 millioner i 2020. Efter skat er billedet nogenlunde det samme. Årets resultat efter skat ender med et minus på -36 millioner kroner i 2020 – også en klar stigning i forhold til 2019, hvor resultatet efter skat var minus -60 millioner kroner. Den positive udvikling på bundlinjen skyldes, at virksomheden under corona har været hurtig til at skære i sine omkostninger.

Men trods fremgang er resultatet ikke tilfredsstillende. Det står der i ledelsesberetningen, hvor man også kan læse, at koncernens største fokus efter corona vil være at investere i bedre driftsresultater i fremtiden. Ledelsen forventer da også et bedre salg allerede i 2021 og en markant stigning i 2022.

“Vi forventer en klar forbedring. Vi er igen ved at implementere vores initiativer og handleplaner, og vi kan allerede nu se, at vi igen får de kunder, vi gerne vil have. Så vi er optimistiske,” siger Jesper Roe.

BTX Group har fra 2019 til 2020 sagt farvel til 20 medarbejdere, så koncernen nu beskæftiger 145 ansatte.