Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Son of a Tailor ApS fordobler toplinje og medarbejderstab

Årsregnskabet for 2020 viser en fordobling af omsætningen, en eksploderet bruttofortjeneste og mange nye medarbejdere. Der er dog stadig røde tal på bundlinjen, men også dér er der sket en stigning.
Årsregnskabet for 2020 viser en fordobling af omsætningen, en eksploderet bruttofortjeneste og mange nye medarbejdere. Der er dog stadig røde tal på bundlinjen, men også dér er der sket en stigning.

Skræddersyede t-shirts er ikke en helt dum forretningsidé, for ifølge Son of Tailors direktør Jess Christian Fleischer har virksomheden fordoblet sin omsætning fra 2019 til 2020 og netop fejret kunde nummer 100.000.

“Overordnet set kører vores forretning rigtig fint, og det er vi selvfølgelig glade for,” siger han uden at ville røbe det eksakte omsætningstal.

Til gengæld kan man læse i regnskabet, at virksomhedens bruttofortjeneste er steget eksplosivt fra et minus på -319.000 kroner i 2019 til 5,2 millioner kroner i 2020, altså en vækst på over 1700 procent.

Son of a Tailor har brugt nogle af de ekstra tjente penge på flere hænder. Virksomheden er gået fra at have omkring 16 ansatte i 2019 til at have 35 i 2020. Regnskabsmæssigt er posten for medarbejderomkostninger da også steget fra 5,8 millioner kroner i 2019 til 9,3 millioner kroner i 2020 – og det har altså kostet på bundlinjen.

Alligevel stiger resultatet før skat fra et underskud på -7 millioner kroner i 2019 til et underskud på -6 millioner i 2020. Efter skat stiger resultatet ligeledes fra et underskud på -5,5 millioner kroner i 2019 til et underskud på -3,9 millioner i 2020. Resultatet er en forbedring i forhold til året før, og at det ville blive et underskud igen i år var forventeligt. Ifølge direktøren kommer det blandet andet af en ambition om at tage selskabet til nye højder.

“Det skyldes, at vi bliver ved med at investere i forretningsmodellen. I efteråret fik vi en større investering på 47 millioner kroner, som vi nu bruger til at vækste forretningen og gøre vores koncept endnu stærkere. Vi vil gerne minimere spild i vores forretningskæde og skabe en foregangsmodel for modebranchen,” siger Jess Christian Fleischer. Han mener, at Son of a Tailors koncept har et uudnyttet potentiale:

“Vi arbejder på at gøre vores kommunikation endnu skarpere, i forhold til at vi er made-to-order, og vi arbejder på at komme endnu tættere på vores leverandører i Portugal, så kunderne kan opleve vores bestillingskoncept endnu hurtigere.”