Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Dansk ’made to order’-herrebrand får tocifret millioninvestering

Son of a Tailor har udvidet investorkredsen igen, denne gang med et samlet beløb over 44 millioner kroner, som skal bruges på at accelerere væksten yderligere.
Son of a Tailor har udvidet investorkredsen igen, denne gang med et samlet beløb over 44 millioner kroner, som skal bruges på at accelerere væksten yderligere.

Herrebrandet Son of a Tailor har siden stiftelsen i 2014 vist en stærk tiltrækningskraft på både kapitalstærke investorer og crowdfunding-glade forbrugere med deres koncept. Et koncept, der kort fortalt går ud på at sælge skræddersyede T-shirts på bestilling til herresegmentet. Og nu har virksomheden fået endnu en kapitalindsprøjtning.

Son of a Tailor har netop tilføjet syv millioner dollars – svarende til cirka 44 millioner kroner – til forretningen fra henholdsvis den svenske kapitalfond eEquity, Vækstfonden igennem en lånebevilling, samt flere allerede eksisterende investorer.

“Det er ikke hver dag, at en dansk e-commerce start-up får en investering i den skala, så jeg ser det her som et bevis på, at investorerne anerkender den massive efterspørgsel fra kunderne på vores agenda om fundamentalt at ændre modeindustrien,” siger medstifter og CEO Jess Fleischer i en pressemeddelelse.

I løbet af brandets nu seksårige levetid er det ellers stramme koncept udvidet til også at inkludere andre produktkategorier, herunder sweatshirts, pullovers, polo-shirts og accessories. Udover at arbejde imod overforbrug og spild igennem brandets made to order-koncept, bruger virksomheden også certificerede materialer, heriblandt OEKO TEX 100 og Tencell. Men det og flere tidligere investorer og kickstarter-kampagner til trods er det først i andet kvartal i år, at det danske mærke for første gang blev profitabelt. For selvom Covid-19 også lod sig mærke i først på året foråret, har brandet fordoblet sin kundebase og salg i 2020. Med den nye kapital vil de, udover at accelerere væksten, investere i både værdikæde og produktion.

“Jeg er meget stolt af, hvordan vi har bevist, at det ikke kun er vores koncept, der er bæredygtigt, men at vores forretningsmodel også er det,” siger Jess Fleischer videre, hvortil Johan Symmons, partner hos eEquity, supplerer:

“Son of a Tailor har bevist, at en alternativ værdikæde i mode ikke bare er mulig, men også efterspurgt af forbrugerne. Vi er imponerede over det, Jess og teamet har bygget, og er meget spændte på at komme med på rejsen.”