Strikdesigner er 'Årets talent' på Copenhagen Fashion Week
Talentpladsen går til upcoming designtalent A. Roege Hove, som ud over en plads i showkalenderen vil få mentorhjælp til at udvikle sin virksomhed.Med et ønske om at støtte unge talenter dedikerer Copenhagen Fashion Week en unik – og omkostningsfri – plads i den officielle SS22-showkalender til et visionært og upcoming designtalent. Pladsen, som officielt kaldes ‘Talent Slot’, tildeles en ung virksomhed med maksimalt tre år bag sig.
Denne sæson går talentpladsen til brandet A. Roege Hove for sin nutidige udforskning af strik og tekstilmanipulation. Hun præsenterede derudover en klar indikation på en fremtidig nordisk designtilgang til den officielle showkomité, lyder det i pressemeddelelsen for annonceringen af line-uppet for SS22.
“Jeg er meget begejstret for at modtage talentpladsen til Copenhagen Fashion Week. At modtage anerkendelse fra showkomiteen i dette tidlige stadie betyder alverden for os. At kunne udvikle vores univers til en showkontekst er en udfordring, som jeg selv og teamet ser meget frem til,” siger designer og stifter Amalie Røge Hove Geertsen.
Mentorprogram skal udvikle designtalent
Amalie Røge Hove Geertsen vil som en del af talent-prisen desuden gennem et mentorprogram blive støttet og hjulpet til at udvikle sig gennem alle aspekter af virksomheden. Og til dette får hun god hjælp til en international karriere, nemlig Julie Gilhart, CDO i Tomorrow Ltd. og præsident for Tomorrow Projects.
“Jeg er begejstret for at have fået muligheden for at blive Copenhagen Fashion Week Talent Mentor og at arbejde sammen med A. Roege Hove. En af mine største lidenskaber ligger i at fremme og opmuntre nye talenter, og det er en ære at bruge denne platform til at vejlede den næste generation af talent i København,” siger den nye mentor Julie Gilhart.
Af andre unge talenter kan man på SS22-modeugen blandt andet møde Louise Lyngh Bjerregaard og The Garment. Derudover vil Det Kongelige Akademi præsentere et udvalg af deres MA-studerendes kollektioner.