3 danske butikker på vej: Maanesten har haft sit hidtil bedste år
Pandemien til trods fortsætter det hurtigvoksende danske smykkefirma sin vækst, der har medført en massiv udvidelse i både butiksportefølje og team.Da årets Børsen Gazeller blev uddelt i december sidste år, var det med en stærkt repræsenteret modebranche. Det skyldes blandt andet flere hurtigvoksende børnemærker, men også smykkekategorien havde fundet vej til listen gennem det populære mærke Maanesten, der landede på plads 88 med en vækst på 539,2 procent. Og det ser ikke ud til, at virksomheden har sænket farten på grund af Covid-19.
Historien om Maanesten begyndte som et ydmygt hobbyprojekt i 2010, hvor grundlægger Lotte Venø Callesen solgte sine første håndlavede smykker fra en opslagstavle på Roskilde Festival. Siden er det gået stærkt, og i dag driver hun med sin mand, Henrik Venø Callesen, en virksomhed, der i regnskabsåret 2019/20 havde et overskud på 14,3 millioner kroner efter skat. På to år er den allerede omfattende butiksportefølje, der nu består af i alt 21 forretninger, vokset med 11 butikker i Norge, ligesom at de er ved at indtage Sverige og vokse yderligere i Tyskland, hvor ambitionen er 40 tyske butikker indenfor en nær fremtid. Derudover sælges brandets smykker i dag i over 300 forhandlere, hvoraf 200 er placeret i Danmark.
“Trods corona blev 2020 et af Maanestens bedste år, og det ser ud til at fortsætte ind i 2021. Væksten stiger både økonomisk og i antal af butikker og personale. I foråret 2021 åbner vi på nøje udvalgte adresser i Danmark: på Svaneke Torv på Bornholm samt i Pilestræde og på Værnedamsvej i København,” lyder det fra ægteparret til Fashion Forum.
Covid-19 banede vej for nye, attraktive butiksadresser
Men det betyder ikke, at coronakrisen har gået ubemærket hen for Lotte og Henrik Venø Callesen, hvis arbejdsfordeling i dag er, at førstnævnte står for design og sidstnævnte for marketing, konceptudvikling og vækst. Alligevel holdt parret fast i strategien om at udvide på det ellers hårdt ramte retailmarked:
“Ingen vidste, hvad der skulle ske, da coronaen lagde verden ned. Hos Maanesten var 2020 allerede fyldt med planer; der skulle åbnes butikker i udlandet, men giver det mening at gøre i et usikkert, nedlukket Europa?” siger de og tilføjer:
“Vi fulgte planen. Butikker åbnede i Norge og Tyskland. Faktisk fik vi mulighed for at få nogle placeringer i München og Berlin, der ikke ville have været muligt førhen, hvor de internationale superbrands ville have rykket ind på minuttet,” fortsætter Lotte og Henrik Venø Callesen og fortæller, at det har givet mod på mere. Inden for de næste tre år planlægger de derfor også at åbne butikker i lande som Schweiz, Holland og Belgien, ligesom at der også er et godt øje for den anden side af Atlanten med drømmen om at etablere sig i Los Angeles, USA.
Et helt nyt team
Væksten er dog ikke kun sket i butiksporteføljen og økonomisk. Også internt. I løbet af det sidste halve år har brandet fordoblet sit personale på kontoret i København til 30 ansatte, så virksomheden nu er oppe på i alt 150 ansatte inklusiv butikspersonale. Og her er der strategisk blevet oprustet på de områder, der skal understøtte yderligere vækst.
Det betyder blandt andet, at Kim Brink van Savooyen er blevet ansat som ny Head of PR. Hun er et kendt ansigt i modebranchen, blandt andet gennem sin modelkarriere, men også gennem forskellige PR-stillinger, hvor hun senest har været ansat hos Tomorrow Denim.
Derudover er Emilie Elsted, der kommer fra en stilling hos det ditto danske smykkemærke byBiehl, tiltrådt som Sales Manager, ligesom at der også er oprustet med ny Executive Head of Sales i form af Janine Namminga, tekstforfatter i form af Liv Collatz, og Lone Sivebæk som ny Social Business Manager. Malin Stugvard, der kommer fra Aesop, er hentet ind som Head of Visual Merchandising, og den magasinerfarne Mette Boesgaard som brandets nye grafiske designer og illustrator.
Maanestens næste regnskab for 2020/21 fremlægges til sommer.