Vi burde ikke vente på en lejlighed til det, men lad os alligevel bruge Kvindernes Internationale Kampdag som anledning til at tale om #metoo. Filmbranchen har nemlig taget opgøret; de politiske partier og mediebranchen er kommet langt; musikbranchen er i gang; kunstbranchen forsøger; forlagsbranchen diskuterer næste skridt. Men modebranchen? Moden, som altid er forrest i bussen, hvor er den, hvad angår #metoo? Ja, godt spørgsmål. Ikke mindst i dag på Kvindernes Kampdag, hvor vi gerne klapper hinanden på skuldrene og enes om, at vi, kvinder såvel som mænd, er feminister med stort F, hylder hinanden på Instagram og skriver det på en T-shirt.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg har ikke selv været udsat for seksuelle krænkelser af nogen som helst art. Ikke et klap bagi, ikke en grov kommentar eller utvetydige opfordringer eller krav. Måske skyldes det, at jeg kom ind i branchen som voksen, måske at jeg stort set altid har haft kvindelige chefer. Men jeg håber virkelig, at man tager bladet fra munden, hvis man har oplevet seksuelle krænkelser. Uanset konsekvenserne.

Det med konsekvenserne har dog notorisk holdt mange af os tilbage på et punkt, som jeg slet ikke er i tvivl om findes i dansk mode: strukturel sexisme. Lige så gode, andre kvindefag er til at tale højt om, at der er synlige og usmagelige lønforskelle afhængigt af ens køn, lige så dårlige er vores branche nemlig til det.

Jeg har ikke førstehåndskendskab til design og retail, så lad os tage magasinverdenen, som er den, jeg kender bedst. Den er bygget op omkring et freelancehierarki, som vi for nemheds skyld kan sammenligne med et hospital: Du har lægerne, og så har du jordemødrene, sygeplejerskerne og SoSu-assistenterne. Enhver ved, at lægerne, som oprindeligt udgjordes af mænd, respekteres mest og tjener ubetinget bedst, mens de øvrige tre fag domineres af kvinder og er forholdsvis lavtlønnede. Og det er da også en offentlig hemmelighed i magasinbranchen, at fotografer (traditionelt set mænd) tjener betydeligt mere på en opgave, end deres (typisk kvindelige) medskabere: stylister, modeller, hår- og makeupartister. Fotografen aflønnes nemlig pr. billede, mens de øvrige betales pr. opgave. Forskellen er markant, også hvis vi fraregner udgifter til billedretouchering.

Jeg har selv været med til at opretholde traditionen og acceptere høje priser hos fotografer, men insistere på lave hos de andre fag. For præcis den samme opgave. Som regel er der blevet sagt ja. Ofte fulgt af et ydmygt tak. Dels er der en kreativ frihed i at arbejde for et magasin, dels er man nødt til at holde sit navn varmt, dels er der altid en anden, som gerne vil gøre det til dén pris. Hvorfor denne forskel? Fordi “plejer” ikke er død i modebranchen. Plejer lever i bedste velgående.

“Jamen, fotografer er da gået ned i pris de senere år,” vil du måske indvende. Og ja, det er de. Lidt. Nok fordi de endelig forstod, at der simpelthen ikke var råd til at opretholde de høje lønninger i en skrantede branche, og at der trods alt er mere mening i at have magasinernes glittede sider som kreativt frirum og udstillingsvindue, når de skal ud at hapse de rigtigt gode penge (kampagnerne), end at undvære dem. Men, er jeg bange for, også fordi der er kommet flere og flere kvalificerede kvindelige fotografer til. Og ja, rigtigt gættet, kvinderne er nemmere at “forhandle” med, læs: holde nede i pris. Ikke desto mindre får fotograferne stadig en væsentligt større del af kagen end alle de andre til sammen.

Nu kan det måske lyde, som om jeg har et horn i siden på mænd i al almindelighed og fotografer i særdeleshed. Tro mig: Det har jeg ikke. Tværtimod ville jeg ønske, at den professionelle stolthed og styrke, som har fået fotograferne til at slå de andre typer modekollegaer med længder, hvad angår indtjening, også smittede af på dem. Det gør den bare ikke. Og om det så handler om, at kvinder (for der er som sagt som regel tale om kvinder) stadigvæk her i 2021 helst skal optræde lidt mere ydmygt, lidt mere undskyldende, lidt mere taknemmeligt, ved jeg ikke. Men jeg tror det. For en kvinde må ikke fremstå grådig eller selvpromoverende, og hvis hun gør, skal hun i den grad bevise sit værd. OG være ualmindeligt godt selskab. Jeg har oplevet talrige eksempler på mænd, der rent ud sagt opfører sig som dumme svin, men alligevel bliver hyret igen og igen, mens en kvinde, der har været “irriterende” (læs: selvsikker og krævende), ikke får næste opgave. Uanset hvor dygtig hun er.

“Men magasiner er jo så meget mere end fotografer, modeller, stylister og makeupartister,” indvender du måske, “der er for eksempel også redaktører, journalister og modeeksperter.” Og ja, det er der. Men også her oplever man en strukturel sexisme med lavere lønninger end i sammenlignelige brancher. Og hvad angår modeeksperter, er det faktisk først i de senere år, at en sådan ikke nødvendigvis er en mand. Måske fordi man tidligere anså det som usandsynligt, at en kvinde kunne forholde sig objektivt til emnet, når hun selv var en del af målgruppen? Interessant nok, når nu det omvendt har været mere end svært at få kvindelige fodboldeksperter i studiet til en herrelandskamp … Nå, men: Dét glasloft har kompetente kvinder som Ane Lynge-Jorlén, Maria Mackinney-Valentin og Else Skjold gudskelov været med til at bryde. Men hov, stop en halv, for de er alle sammen akademikere og har en intellektuel tilgang til faget. Så tilhører de jo heller ikke rigtigt målgruppen, vel?

Og så er vi måske inde at røre ved en af forklaringerne på, hvorfor kvinder i et kvindefag som moden ikke respekteres, men holdes nede både ift. løn, anseelse og ansættelse. For de fleste er i branchen, fordi de elsker mode passioneret og ikke kunne forestille sig at være noget andet sted. Det handler ganske enkelt om identitet. Og præcis ligesom filmbranchen altid kan finde nye skuespillerinder eller runnere; de politiske partier altid kan finde endnu en ambitiøs spire; tv og aviser finde en praktikant med fedt på knoerne og rundsave på albuerne; musikbranchen lukrere på, at de kan fodre svin med gode bassister; galleriejeren satse åbenlyst på mændene, men “hey, du kan jo bare begynde at male i samme stil som dem”; mens forlagsbranchen kan skalte og valte med læseheste, der vil dø for at være med til at skabe en rigtig bog, så kan modebranchen også vælge og vrage. For tænk at komme helt ind i de hellige haller bygget på søjler af skønhed, kreativitet, sjov og ballade og champagne og en usvigeligt sikker sans for nuet. Det, som drager alle os, der elsker moden og helst ikke vil bytte den for noget.

Men tænk, hvis en af de søjler var respekt? Respekt, som også viser sig i klingende mønt. For hold op, hvor har modebranchens mange lavtlønnede kvinder og mænd fortjent det. Præcis som for film, politik, medier, musik, kunst og litteratur har jeg aldrig mødt en person i modebranchen, høj som lav, ung som gammel, som ikke ville løbe solen sort for at nå det optimale resultat. Ikke kun for kundens skyld, men i allerhøjeste grad for deres egen. Og det er altså ikke, fordi vi opererer med overarbejdstillæg her.

Men det er desværre også den stolthed, arbejdsomhed og passion, der har gjort det alt for let at lade den herskende branchesexisme trives, ligegyldigt hvor mange kvinder, der i øvrigt kommer til tops. En sexisme, der holder kvinder i alle aldre og professioner nede. Fordi man kan. Uanset om du er makeupartisten, der må nøjes med en barsel på tre måneder, hvorefter du tager barnet med på arbejde i en slynge, eller bliver til sent på en modeskydning for så at arbejde i weekenden for at lave morgen-tv, bryllupper og fester og få en ordentlig løn, eller om du er assistenten, der accepterer den ene projektansættelse efter den anden, for ”måske, måske, måske bliver der en dag råd til en fastansættelse?!”

Ser man på modebranchen udefra, er den forgyldt og glitrende tillokkende. Evige smil, lækkert hår, masser af champagne og cool looks. Ser man indefra, ved man, at smilet ofte hænger sammen med trætte øjne, men hvem vil være den, der siger fra? For ude af øje, ude af sind. Champagnen er sponsoreret og skal i øvrigt tagges, ligesom også de lækre fjer, som typisk er lånte eller forærede. På den måde agerer man gratis reklamesøjle, og hurra, kan man nå højere end at være helt inde at røre ved kernen i det, man elsker – moden, det nye, det smukke, det levende? Men smukt tøj og champagne betaler jo hverken huslejen eller giver smør på brødet, hvilket influencerne (endnu et kvindefag) kan tale meget bedre om, end jeg. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om en mandebranche ville finde sig i det på samme måde?

Så nej, hvis #metoo kun handler om seksuelle krænkelser, kender jeg ikke til det i den danske modebranche, og for mig personligt er dét da en sejr her på Kvindernes Kampdag. Men hvis #metoo også handler om strukturel sexisme, kender jeg til gengæld til det. En struktur, som vi kvindelige chefer har accepteret og videreført. Og det viser mig, at vi stadig har en lang vej at gå, før vi for alvor kan tage den T-shirt på eller sende hjerter og knyttede næver afsted på Instagram og hævde, at vi er feminister.

God Kampdag, og god kamp!

Malou Wedel Bruun har været i magasinbranchen siden 2006, men er i dag selvstændig skribent og redaktør.

 

Malou Wedel Bruun Foto: Stine Heilmann