Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Hvis Winter Wonderland var en catwalk

Holzweiler viser ikke bare en veloplagt ny kollektion, men på smukkeste vis også deres hjemlige vinternatur og norske ophav frem i et show, der – næsten – giver os lyst til at lade foråret vente.
Holzweiler viser ikke bare en veloplagt ny kollektion, men på smukkeste vis også deres hjemlige vinternatur og norske ophav frem i et show, der – næsten – giver os lyst til at lade foråret vente.

Holzweiler, ‘The Twist’, torsdag den 4. februar, klokken 16.00.

Norske Holzweiler har efterhånden for vane – ikke mindst i sommer – at bruge deres sparsomme tid på modeugekalenderen til at fremme et større budskab end blot præsentationen af en ny kollektion. Men hvor den politiske agenda under SS21-modeugen var næsten for skåret ud i pap, er den underliggende betydning af showet denne sæson mere subtil. Fåmælt og op til fortolkning for beskueren selv.

Filmen starter med billedet af et ansigt og dernæst en kort seance, hvor vi føres med backstage til close ups af tøj, modeller, detaljer og mood boards, inden vi trækkes ud i naturen på denne sæsons valg af catwalk: og sikke en catwalk! Det smukkeste billede af en lang badebro, der strækker sig ud i havet på en isnende kold vinterdag, hvor frosten glimter om kap med solen på de forfrosne brædder, og dampen fra vandet og modellernes ånde stiger op i den kolde luft som små lysende partikler, der forsvinder i den isblå horisont. Et virkelig godt eksempel på, hvordan man – selvom man som udenlandsk brand vælger Københavns modeuge – virkelig kan vinde meget ved at tage sit eget ophav med sig (filmen er skudt ude foran deres eget hovedkontor i Oslo) og integrere det i sin præsentation. Det er ikke bare smukt, næsten fortryllende beroligende at se på (bortset fra den accelererende musik, der trods alt holder en på dupperne) – det er også det perfekte backdrop til Holzweilers nyeste bud på en praktisk, men stadig designmæssigt interessant og eksperimenterende vinterkollektion. Farverne smelter sammen med horisonten i sine hvide, grå, sorte og lyseblå toner. Siden kombineret med enkelte mere opmærksomhedskrævende afstikkere i bordeaux, postkasserød og elektrisk blå og grøn. Og her er da også fuldt fokus på det praktiske til de nordiske vintre i form af tekniske jakker, frakker og accessories. Suppleret med mere klassiske styles som blazere, vamsede strik og cremehvide fløjlsstyles. Kollektionen er stor, bred, meget Holzweiler’sk, men også altid tilsat et strejf af sexyness. Som når en råhvid rulams pullover efterfølges af et matchende mini skirt, der må siges at fungere virkelig godt på en catwalk – måske mindre godt, hvis man rent faktisk stod på en badebro i frostvejr. Eller sidste levende billede, en kvinde i en flagrende (sommer)kjole af sammensyede silketørklæder, der vover sig ud i minusgraderne i det vidunderlige norske winter wonderland.

Holzweiler har denne sæson gjort noget ganske simpelt, men yderst effektfuldt. Med få midler, deres egen baghave, har de skabt en film, der giver beskueren lyst til at dykke dybere ned i den verden, de repræsenterer, og dermed også det tøj, de laver. De har bevist, at man med naturens egne vidundere indimellem kan skabe noget meget smukkere, større og mere mind blowing, end det, vi nogensinde selv ville kunne præstere. Og hvis ikke naturen skulle have den hyldest nu – i en tid, hvor de fleste af os har genfundet glæden ved netop denne – hvornår så?

Se hele kollektionen her.