Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Vi er vel alle en slags outsidere på UFO-jagt

Det svenske herrebrand Schnayderman’s ikke bare åbnede modeugen, men lagde også et højt niveau med deres debut til Copenhagen Fashion Week.
Det svenske herrebrand Schnayderman’s ikke bare åbnede modeugen, men lagde også et højt niveau med deres debut til Copenhagen Fashion Week.

Schnayderman’s, The Outsiders, tirsdag den 2. februar, klokken 10.00.

Lad mig slå fast med det samme. Det her er et suverænt godt bud på, hvordan et brand kan præsentere sig på en modeuge, så man sidder tilbage opfyldt af stemning, men også en grundig fornemmelse af kollektionen og den måde, brandet ser den stylet.

Med Stockholm-baserede Schnayderman’s debut til Copenhagen Fashion Week er vi på weekendtur med en lille gruppe unge mænd. Scenariet udspiller sig i et regntungt univers tydeligt inspireret af Francis Ford Coppolas ikoniske 1980’er film ’The Outsiders’, men i fin balance med små nutidige referencer (som den lille fidgetspinner, der snurrer imellem tommel- og pegefinger på den ene dreng), så hverken de eller os, der ser med, er fortabt til fortiden.

I filmen er de unge mænd, drengene, på jagt efter noget større – helt konkret besøg fra det ydre rum og de UFO’er, som de tegner i rudernes dug, i matematiske optegnelser, og ser i de tegn, de synes at få, når morgenmadens gryn pludselig skriver ’soon’. Drengenes sindstilstand som unge outsidere isolerede i hinandens boble og deres jagt på en højere mening med det hele står som en stærk refleksion af vores allesammens tilstand i denne lockdown-prægede tid og skaber derfor sammen med det filmiske look en scene om kollektionen, der rammer hårdt i hjertekuglen. Da forløsningen kommer – for det gør den som en UFO højt fra himlen – og gruppen hives ud af deres dvalestadie, er det samtidig en forløsning for seeren, i dette tilfælde en modejournalist. Musikken skifter til et mere dynamisk up beat tempo, og oplyst af UFO’ens projektørlys træder drengene i karakter som modeller, og igennem natten, over mark, gennem skov får vi nu, hvad der minder om et regulært, men spektakulært modeshow. Og også her er der godt i vente:

Silhuetter er bygget tidstypisk op i flere lag: hoodies over ternede skjorter og boxy overskjorter over ribstrikket mohairstrik over skjorter i råsilke tilsat halvfingerhandsker i kashmir. Klassiske jakker og frakker med generøse, bløde skuldre i sildebensmønster og tæt, kogt uld. Brandets første denimbukser, der vil noget andet end at ligne de andre med en kombination af chinos og jeans med lige ben og en anelse dropped crotch. Casual, men hele tiden med afsæt i klassiske herresnit, der særligt henter sin dynamik i de mange luksuriøse materialers kvaliteter, der finder modspil i ripped og syrebehandlet twill, som lægger op til personlige fortolkninger af brandets underspillede, men stadig ret distinkte stil. Schnaydermann’s åbnede ballet her til formiddag og sætter barren for de næste dages digitale modeuge temmelig højt. Og filmen, den har man lyst til at se igen og igen.

Se hele kollektionen her.