Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Fremtidens mode kommer fra Finland

Designers’ Nest gør os alle klogere på, hvad mode kan og skal, når det ikke er underlagt økonomi og standardmål.
Designers’ Nest gør os alle klogere på, hvad mode kan og skal, når det ikke er underlagt økonomi og standardmål.

Designers’ Nest, tirsdag den 2. februar, klokken 18.00, Malou Wedel Bruun

Talentkonkurrencen Designers’ Nest er under modeforsker Ane Lynge-Jorléns ledelse blevet skarpere og skarpere, og det var fuldt fortjent, at hun modtog prisen som Årets modeformidler ved ELLE Style Awards 2020. For med Designers’ Nest bliver vi alle klogere på, hvad det er, mode og design kan. Konkurrencen fokuserer nemlig på håndværk og kreativitet helt uden tanke på kommercielle hensyn og begrænsninger – om end bæredygtige tiltag vægtes højt, fordi det ganske enkelt er fremtiden.

Det her er mode, som den ville se ud, hvis den kunne blomstre frit og ikke skulle underlægges økonomi og standardiserede mål. Og dermed en herlig påmindelse til enhver modeelsker, designer såvel som forbruger, om, at tøj er så meget mere end praktiske hensyn og trends.

Designers Nest er dog ikke bare fri leg og fantasi. De 10 finalister kan se frem til et gedigent skub i ryggen henimod en fremtid i modebranchen; tidligere er finalister havnet hos blandt andre Givenchy, Martin Margiela, Acne og Ganni, ligesom deres design bliver udstillet efterfølgende, så det skal kunne tåle at blive gået efter i sømmene og ses uden for showets tid og rum.

Det digitale 2021-format fungerede nogenlunde godt for Designers’ Nest, der havde valgt at filme et modeshow i CIFFs lagerhals-lokaler, således at rammen var, som den ellers ville have været, hvor hver finalist præsenterer fem looks efter tur til eget soundtrack. Af mystiske årsager blev der dog dvælet længe ved nogle looks, mens andre forsvandt hurtigt ud af billedet – ærgerligt, når nu netop håndværket, detaljerne og de vilde materialevalg er så væsentlig en del af konkurrencen. Men ikke desto mindre var der som altid med Designers’ Nest tale om en bombe af kreativitet og inspiration med klare referencer til den tid, vi lever i; fra køn til klima til religion.

Trods de mange gode bud, var der dog ingen tvivl om, at førstepladsen inklusiv 50.000 kr. og en studietur til Osaka i Japan skulle gå til Idaliina Friman fra Aalto University, Finland. Kollektionen var inspireret af Frimans oldefar, som under den finske borgerkrig (1917-18) måtte flygte fra sit ellers privilegerede liv og starte forfra i Lapland, men Friman ville undersøge, hvad det ville betyde, hvis det havde været en kvinde. I sine fem looks kombinerer hun suverænt flere tidsaldres kvindeudtryk: en 1800-tals-silhuet med store skørter og jakker med skød ­– og moderne tilsnørede hætter a la soveposehylster. Alt skabt i sporty, teknologiske materialer med quilt og utility-detaljer, mens jakkerne varierer i tid fra skinkeærmer til anorak. Resultatet er dystopisk sci-fi a la Margaret Atwoods A handmaid’s tale, og selvfølgelig med genbrugte og genanvendte materialer.

Arttu Åfeldt, ligeledes fra finske Aalto University, vandt et praktikophold hos Bottega Veneta for sin herrekollektion med et yderst sikkert tvist på det klassiske jakkesæt og frakker, der kunne blive hængt direkte på bøjle og solgt: ultrasmalle silhuetter i materialer, der gik fra skinnende til gennemsigtige, og ofte sat til bare, udsatte mandeben.

Fremtidens mode hviler åbenbart hos Aalto-universitetet! For kan vi få lov at rejse til sommer, kan vi glæde os til at se kollektionerne fra Elina Äärelä, Ines Kalliala og vinderen Idaliina Friman, alle fra Aalto University, samt en enkelt svensker, Kristian David, Swedish School of Textiles, som en del af udstillingen Future Nordic Fashion, der bliver kurateret af Ane Lynge-Jorlén og Philip Warkander i samarbejde med museet Prins Eugens Waldemarsudde.

Alle finalister bliver en del af Eyes on Talents-platformen og endvidere er der én finalist, som får en kollektion hos Browns Fashion, men denne er endnu ikke udpeget.

Se hele showet her.