“Vores brands har jo stadig brug for new bizz"
I dag introducerer CIFF sin nye digitale platform. En platform, der i første omgang skulle understøtte den fysiske messe, men som efter regeringens forbud nu er CIFFs omdrejningspunkt denne sæson. Vi har talt med direktør Christina Neustrup om at være ny i stolen i en tid uden fortilfælde.“Allerede inden årsskiftet vidste vi jo godt, hvilken vej det bar, og vi gjorde os mange overvejelser om, hvad der reelt var muligt og forsvarligt i forhold til messeaktivitet. Vi er blevet lukket på grund af regeringens forbud, og herfra må vi understøtte brandsene mest muligt og skabe noget, der er relevant og interessant for alle parter,” fortæller Christina Neustrup, ny direktør for CIFF om CIFFs nye, digitale platform.
En platform, der i første omgang var tænkt som et supplement til den fysiske messe, men nu i denne sæson bliver messens bærende enhed.
“Det er ikke endnu et digitalt showroom, men et kontaktpunkt mellem brands og indkøbere og et inspirerende overblik over de brands, vi har på CIFF. Unikt for CIFF har vi et Global Relations-team, der proaktivt arbejder for at matche indkøbere med vores brands. Vi har tæt kontakt til 2-3000 indkøbere og et netværk af indkøbere, der normalt besøger os på messen, der rækker langt ud over det, så det arbejde fortsætter – blot online,” fortsætter Christina Neustrup.
På den nye platform kan man blandt andet lave sit eget inspirationskatalog under album-funktionen og søge indenfor kategorier som eksempelvis ’talent’, ’sustainable’ og ’leisurewear’. Når man søger på et brand eller en kategori, vil man blive præsenteret for fem lignende brands, og klikker man på et af dem, kommer igen fem nye frem. Således er det målet for CIFF, at platformens matrix er med til at inspirere og eksponere indkøbere – og presse for den sags skyld – for nye brands. Derudover kan man gå ind og sætte møder op med brandsene via direkte kontakter.
“Vores brands har jo stadig brug for new bizz og den ekstra eksponering, tilstedeværelsen på messen normalt ville give dem, og det understøtter vi nu digitalt,” fortæller Christina Neustrup, der foruden sit eget team har arbejdet med bureauet Moon omkring den nye digitale indsats.
En noget anden oplevelse
Christina Neustrup havde sin første arbejdsdag som messedirektør den 1. oktober 2020 efter et par måneder, hvor vi rent faktisk troede, at det værste var forbi os. At vi havde reddet stormen af. Og selvom – som Christina Neustrup også flere gange under interviewet understreger – at alle er i samme båd, og det på den måde ikke er værre for hende end som så mange andre, så tilkendegiver hun også, at situationen langt fra er ideel for hendes ambitionsniveau som ny direktør:
“Noget af det, jeg elsker allermest, er at skabe oplevelser og få brands ud over rampen. Med jobbet sagde jeg sagde ja til det store show, til at fylde hallerne og skabe en ny og interessant oplevelse i København. Så helt klart, det er da blevet en anden start, end jeg havde drømt om. Med det sagt, så har Covid-19 givet os et skub til at udvikle os på det digitale plan langt hurtigere, end vi havde planlagt, og allerede nu står vi med en platform, der til fulde vil understøtte det fysiske format, som vi præsentere til august. Og som kan positionere os som en relevant partner for modebranchen ind i fremtiden også. Hele projektet omkring CIFF er det samme, og der er vi stadig lige så ambitiøse, men lige nu handler det allermest om, hvordan vi løser situationen under pandemien, der stadig raser.”
Platformen skal ligeledes året igennem understøtte de brands, der har faste showrooms i Bella Center, og som på trods af messe aflysningen fortsat er åbne for individuelle aftaler.
“Ligesom vores Global Relations-team kommer også vores kommunikations- og marketingafdeling i spil på en ny måde, der tjener brandsene i situationen nu. Men vi opfordrer fortsat alle vores deltagende brands til, at de selv skal være langt mere opsøgende i forhold til aftaler og kontakt til indkøbere, end de plejer,” siger Christina Neustrup, der har en baggrund i kommunikation og forretningsudvikling hos brands i den danske modebranche.
Men selv om hun glæder sig over de fremskredne digitale processer, så lægger hun ikke skjul på, hvor meget hun ser frem til igen at kunne afholde en fysisk messe.
“Som messe er vi er en sindssygt vigtig platform for modebranchen, et samlingspunkt. Derudover er vi som mennesker flokdyr. Vi vil gerne mødes, være i kontakt, røre. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor taktil en branche vi er. Hvor meget vi har brug for at få fingrene i kludene, om man så må sige. At se på hinanden og på den måde, tøjet bliver brugt og sammensat på. Det er et samfundsbillede, antropologi og det, der giver moden et ekstra lag, som gør den så interessant.. Vi har den fordel i København, at folk ser os som en samlet modeuge med en stærk identitet – og et stærkt samarbejde om den danske modeuge er helt klart også noget af det, jeg ønsker, vi som messer og brancheorganisationer kan arbejde videre sammen om,” slutter Christina Neustrup.
CIFFs nye digitale platform, CIFF.dk, står endeligt klar til modeugen den 2.-5. februar 2021.
CIFF afslører ny direktør: “Jeg tror på en samarbejdsmesse, hvor nøglen er den gode handel”