Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Christina Neustrup
Alle nyheder, Navne

CIFF afslører ny direktør: "Jeg tror på en samarbejdsmesse, hvor nøglen er den gode handel"

Christina Neustrup er ny direktør i CIFF og får ansvaret for driften og den fremadrettede udvikling af messen – og dermed en central rolle i en stadigt udfordret modebranche.
Christina Neustrup er ny direktør i CIFF og får ansvaret for driften og den fremadrettede udvikling af messen – og dermed en central rolle i en stadigt udfordret modebranche.

Der har været mange spekulationer i branchen om, hvem der skulle stå for den fremadrettede ledelse af CIFF efter store dele af teamet, herunder Chief Innovative Officer Kristian Andersen, stoppede som følge af Covid-19 i foråret. Efter en ansættelsesprocedure, der begyndte over sommeren, er Bella Center nu endelig klar til at løfte sløret for deres nye kandidat i ledelsesteamet.

I stolen som direktør for CIFF vil man fra den 1. oktober 2020 kunne finde Christina Neustrup, der for manges vedkommende bedst kendes i rollen som Head of PR hos By Malene Birger og Stine Goya, men som også kommer med mere end 15 års erfaring inden for kommunikation og forretningsudvikling for mode- og livsstilsbrands.

Hun overtager dermed ansvaret for udviklingen og driften af en modemesse, der sammen med CIFFs ejer, BC Hospitality Group, er kraftigt rystet af pandemien. Derfor bliver en af hendes første opgaver, sammen med det eksisterende team, at få messen tilbage på den internationale scene og igen få de mange kvadratmeter i Bella Center fyldt ud. Og ifølge Christina Neustrup, bliver det igen en komplet messe, vi kommer til at se, når vi står foran modeugen AW21.

“Vi kommer til at lave et super fedt og spændende format, der udnytter de fordele, vi har ved at være en del af Bella Center. Jeg har en stor tro på den fysiske oplevelse og det personlige møde, men jeg kommer samtidig til at sætte alt ind på at lave en interessant digital tilstedeværelse, der kan nå de indkøbere, der ikke har mulighed for at være tilstede in persona,” fortæller Christina Neustrup til Fashion Forum. Spurgt om sin overordnede vision for messen siger hun videre:

“Jeg tror på en inkluderende messe. En samarbejdsmesse, hvor nøglen er den gode handel. Det skal være en kæmpe oplevelse at besøge, der er både inspirerende og inciterende, men som aldrig mister handlen for øje.”

Samarbejde og skandinavisk fokus

Christina Neustrup har igennem sin karriere haft fokus på den danske modebranche og arbejdet med brands, der nok har været nationalt funderet, men altid haft blikket rettet ud over landets grænser. Noget, hun også tager med sig ind i sin nye stilling:

“CIFF kommer fortsat til at have et stort internationalt fokus, men det vil i høj grad være centreret omkring brandmikset og på vores indkøberstrategi i forhold til at få inviteret og tiltrukket de rigtige indkøbere. I forhold til udtrykket på selve messen kommer vi i højere grad til at dyrke den positive opmærksomhed, der er på det skandinaviske. En opgave, der skal løftes i samarbejde med lokale kreative kræfter.”

Fra Bella Centers side er man ikke i tvivl om, at man har fundet den rette kandidat til at løfte den – lad os bare være ærlige – tunge, men også mulighedsfyldte opgave:

“Virksomheden har gennemgået store og nødvendige forandringer gennem det sidste års tid, og der er behov for en ny og tydelig ledelse i spidsen for arbejdet med at udvikle CIFF gennem det sidste af Covid-19-krisen og sikre vækst på den anden side. Det er ikke en let opgave, men jeg er overbevist om, at Christina sammen med CIFF-teamet udgør det helt rigtige hold til at udvikle de årlige messer og faste showrooms i Bella Centret i tæt dialog med branchen. Vi skal sikre et stærkt CIFF, der sammen med de øvrige aktører i Copenhagen Fashion Week skal fastholde og udvikle Københavns og Danmarks position som international modedestination. Vi glæder os meget til samarbejdet,” lyder det fra Christian Folden Lund, CCO i BC Hospitality Group A/S, om ansættelsen.

Også Christina Neustrup selv er yderst bevidst om den situation, som både branchen og messen befinder sig i, men finder også heri positive takter til det, der på mange måder kan ses som en genstart af CIFF-messen.

“Den innovation, som jeg har været vidne til i branchen i løbet af det seneste halve år i forhold til at dels løfte sig selv som brand og sætte fokus på bæredygtighed, digitalisering og kvalitet, har været super inspirerende for mit fremadrettede arbejde. Jeg fornemmer en branche, der fra alle sider er parat til at løfte i flok og hjælpe hinanden fremad. Alle, der kender mig fra branchen, ved, at jeg ikke er bange for samarbejde og for at dele, og det kommer jeg også til her. Og så kommer vi selvfølgelig til at spille videre med den bold, bæredygtighed, der så fornemt er spillet op i branchen, og som vil blive et tydeligt afsæt for messen,” slutter hun.

Christina Neustrup tiltræder som direktør i CIFF den 1. oktober 2020.