Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
LEDER

200 coronahistorier, holdånd på Zoom og udsigt til nye, brølende 20'ere

Yep. Det har ikke været et år som alle andre. Fashion Forums chefredaktør ser tilbage på et år, der kom til at handle mere om overlevelse end om det 10-års jubilæum, der ellers skulle være blevet fejret.
Yep. Det har ikke været et år som alle andre. Fashion Forums chefredaktør ser tilbage på et år, der kom til at handle mere om overlevelse end om det 10-års jubilæum, der ellers skulle være blevet fejret.

I vinterferien i februar 2020 besøgte jeg gode venner i deres sommerhus i Sverige. De er begge møbeldesignere med produktion i Kina og havde netop aflyst en forestående tur dertil på grund af corona. Samtidig kunne de fortælle om kinesiske samarbejdspartnere, der havde været isolerede i deres lejligheder i ugevis, temperaturmålinger på arbejdspladserne, tomme gader. Det virkede alt sammen langt væk. Men ikke længe. Kort tid efter skrev vi de første artikler om pandemien på Fashion Forum i et år, hvor vi ellers havde lagt op til en stor fejring af vores ti år på banen. Siden har vi skrevet knap 200 artikler og nyhedsopdateringer om Covid-19 – en stor del af året fra vores hjemmekontorer, hvorfra vi, ligesom mange af jer, har fulgt udviklingen bag skærmens sikre afstand og forsøgt at skabe holdånd via Zoom. Mens denne leder skrives, har jeg mand og tre børn i julestemning omkring mig – mestrede man ikke multitaskning før nedlukningen, så er det en af de mere lavpraktiske læringer, vi tager med os ud af året. Mange har kradset i nedtrykthedens lag, når det at være isoleret, måske endda helt alene, ikke længere kan gøres op af surdejsbagning, hjemmestrik og friheden i det bløde tøj – for ja, lad os da lige skyde ind, at er der nogen i branchen, der har haft gang i biksen i disse måneder, er det sweatsuit brands.

På Fashion Forum har vi som modebranchens nyhedsmedie uundgåeligt også været gennemstrømmet af den. Krisen og bølgerne, den bevægede sig i. Af historierne, der blev fortalt. Og dem, der ikke blev fortalt. Vi takker varmt alle dem, der har delt deres opture og nedture siden marts – jeres fortællinger er blevet læst, og ganske sikkert har I også inspireret andre igennem en svær og uprøvet proces.

Samtidig har vi mærket både nedlukninger og genåbninger på vores jobbørs. Først på, hvordan stillingsopslagene stoppede, og flere blev trukket tilbage fra den ene dag til den anden. Og siden, da de kom igen, hvordan de digitale stillinger er blevet flere. Selvom vores artikler er dem, vi fagligt bryster os af, så er jobbørsen på mange måder vores hovedåre. Når I lægger annoncer op der, er I også med til at holde mediet i live. Vi runder året af med hele 65 attraktive, ledige stillinger i modebranchen – hvilket for os tegner et billede af en vital branche i udvikling.

Og udvikling er noget af det, der har været mest af. For nok lukkede mange forretninger, og produktioner blev en kamp, men krisen har for mange skubbet til innovationen.

Der er flere ting, som jeg personligt glæder mig til at dykke ned i og observere i det kommende år: Hvordan vi, privat og som branche, yderlige formår at integrere de digitale erfaringer, vi har fået under corona, i det fysiske liv. Hvordan branchen bliver endnu skarpere på sin nødvendige bæredygtige udvikling, der også har rykket sig i denne tid og endeligt, om vi står foran et nyt århundredes brølende 20’ere? En fest, der i stedet for industriel vækst og forbrugerbegær er båret frem af kultur, nærhed, omsorg og en eksplosion af kreativitet? Jeg håber det!

Lige nu er ønsket om at kunne holde jul med familien dog det største ønske. Om få uger er vi inde i det nye år, og selvom vira ikke kender forskel på 20 og 21, så går vi alligevel – forhåbentlig – en ny, men mere normal hverdag i møde hen over foråret.

På vegne af redaktionen ønskes I en rigtig glædelig jul,

Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Carla portræt cropped