Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Woden bag opkøb af tidligere Gazelle-skobrand

For anden gang på bare to år skifter Shoe the Bear ejere. Denne gang er det det bæredygtigt orienterede skomærke Woden, der overtager.
For anden gang på bare to år skifter Shoe the Bear ejere. Denne gang er det det bæredygtigt orienterede skomærke Woden, der overtager.

Mens mange brands i 2020 har gået på listetæer, hvad angår nye investeringer, er andre hoppet i de hurtige sko for blot at drøne derudad.

Blandt de sidste finder man den aarhusianske skovirksomhed Woden, der i april fremlagde et af de meste klikkede regnskaber på Fashion Forum i år. Et regnskab, der nok fortalte, at de havde måtte Covid-19-nedjustere forventningerne til 2020 efter et 2019, hvor omsætningen var steget med 40 procent i forhold til året før. Men altså ikke ét, der fik det syv år gamle brand til at bremse op. For udover at brandet i år har opkøbt eget centralvarelager i Højbjerg, så er de også klar med deres – ifølge dem selv – første opkøb.

Det opkøbte brand, Shoe The Bear, har eksisteret siden 2007 og har hentet hele fire Gazelle-priser, inden de i 2018 blev opkøbt af Soya Concept A/S. De seneste år har virksomheden dog haft underskud på bundlinjen – et underskud, der i seneste resultatopgørelse for 2019/20 lyder på 13,5 millioner kroner.

Shoe The Bear fortsætter hos Woden under eget navn, mens virksomhedens fire medarbejdere bliver indkvarteret i Wodens kontor i Aarhus’ Sydhavn.

“Vi ser stor synergi mellem Woden og Shoe The Bear. Vi har overtaget et stærkt brand, der kan styrke vores position på det engelske marked og understøtte vores strategi om at udvide vores produktsortiment. Samtidig kan vi sætte Wodens store fokus på komfort, kvalitet og ansvarlig produktion i spil hos Shoe The Bear. Det er jeg sikker på, bliver en vindende kombination. Vi går dog ydmygt til opgaven og er stolte af den tillid, som Soya Concept A/S har udvist os med salget. Shoe The Bear er i trygge hænder,” understreger Wodens CEO Carsten Holm.