Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Taskebrand øger væksten: “Vi kan kun være tilfredse med at sætte rekord i et år med Covid-19”

Både top- og bundlinje samt egenkapital er vokset for Markberg, hvis egen målsætning for året dog oprindeligt lå endnu højere.
Både top- og bundlinje samt egenkapital er vokset for Markberg, hvis egen målsætning for året dog oprindeligt lå endnu højere.

Årsrapporterne ruller ind i disse dage, hvor det seneste år skal gøres op. Det gælder blandt andre taskebrandet Markberg – der til trods for et udfordrende år har formået at skabe vækst. Det viser virksomhedens netop fremlagte regnskab for perioden 01. juli 2019 – 30. juni 2020.

Heri ses det, at både top- og bundlinje har slået rekord – igen. Samme tid sidste år kunne brandet nemlig fortælle, at bruttofortjenesten var vokset til 9,7 millioner kroner mod forrige års 7,7 millioner. Ligesom at årets resultat viste et overskud på 3,1 millioner kroner, vokset fra 2,8 millioner i 2017/18. Egenkapitalen var øget fra knap 8 millioner til i alt 10,9 millioner kroner. I dag er bruttofortjenesten yderligere vokset 33 procent til lige over 13 millioner kroner, bundlinjen er steget til 4,6 millioner, og egenkapitalen udgør nu lige knap 15 millioner kroner.

Ifølge Markberg selv, er væksten spredt ud over de fleste områder; både eksport/salg i Danmark, salg via egen onlineshop samt private label. Og det er resultater, der vækker glæde hos ledelsen bestående af parret Mette Astrup og Rune Klemmensen – især taget i betragtning, at regnskabsåret har været udfordret af en forårssæson med butiksnedlukninger.

“Overordnet set kommer vi meget tilfredse ud af regnskabsåret 2019/20. Vores målsætning lå oprindeligt endnu højere, men grundet justering i forventningerne i foråret 2020 kan vi kun være yderst tilfredse med at sætte vækstrekorder i et år præget af Covid-19,” lyder det i en pressemeddelelse fra direktør Rune Klemmensen, der tilføjer:

“Vores salg topper i november og december, og julehandlen 2019 var meget positiv for Markberg, hvilket betød, at vi allerede inden corona satte ind havde betydelige vækstrater. Havde Covid-19 ramt tre-fire måneder tidligere, havde situationen set væsentlig anderledes ud,” siger han og fortæller, at den gode udvikling har betydet, at virksomheden – modsat mange andre – har kunne undgå at skære ned i organisationen. Tværtimod er der oprettet en række nye stillinger i perioden med henblik på at sikre den forventede fortsatte vækst i regnskabsåret 2020/21.