Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, UDDANNELSE

Det Kongelige Akademi ansætter markant, international profil: “Det placerer vores uddannelse centralt i førerfeltet”

Som en af de mest anerkendte forskere indenfor bæredygtig mode er ansættelsen af Kate Fletcher som adjungeret professor et scoop for Det Kongelige Akademi, hvor hun skal være med til at videreudvikle kandidatprogrammet Fashion, Clothing & Textiles. 
Som en af de mest anerkendte forskere indenfor bæredygtig mode er ansættelsen af Kate Fletcher som adjungeret professor et scoop for Det Kongelige Akademi, hvor hun skal være med til at videreudvikle kandidatprogrammet Fashion, Clothing & Textiles. 

Har man beskæftiget sig med bæredygtighed og mode på den ene eller anden måde, er det svært ikke at være stødt på Kate Fletcher.

Som ophavskvinde til begreberne slow fashion, craft of use og fashion ecologies er hun en af de mest markante forskere indenfor bæredygtig mode og tekstil. Og nu bliver hun tilmed en fast del af Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, hvor hun tiltræder som adjungeret professor.

“Kate Fletcher er den første internationale adjungerede professor på design, og hun er en af de mest fremtrædende og skarpe analytikere af bæredygtig mode og tekstil i disse år. Netop når det gælder mode og tekstilbranchen skal perspektiverne være internationale – fordi det er en central del af branchen,” lyder det i en pressemeddelelse fra Mathilde Aggebo, der er dekan for designuddannelsen på Det Kongelige Akademi.

Kate Fletcher er ph.d. og professor i bæredygtighed, design, mode ved Centre for Sustainable Fashion, University of the Arts London. Hun har siden udgivet mere end 70 publikationer, herunder ni bøger. Som adjungeret professor skal hun – i samarbejde med blandt andre programansvarlig lektor Else Skjold – være med til at både løfte og videreudvikle det nye kandidatprogram ’Fashion, Clothing & Textiles; New Landscapes for Change’. En uddannelse, Kate Fletcher allerede kender til, idet hun også har været involveret i udviklingen af den.

“Arbejdet for bæredygtighed i mode er en opgave både i dag og i morgen. Det nye kandidatprogram tilstræber at ændre nutiden og fremtiden gennem måden, vi klæder os på. Jeg er begejstret over at være en del af det,” supplerer Kate Fletcher, hvortil Else Skjold tilføjer:

“At få Kate Fletcher med på holdet placerer vores uddannelse centralt i førerfeltet for bæredygtig mode og tekstil på globalt niveau. Vi ønsker at skabe et miljø for forskning, der bliver en vægtig stemme i bæredygtig omstilling. Vores fælles udgangspunkt er, at der skal mindre fokus på bæredygtige produkter og mere fokus på bæredygtigt brug, sådan at vi kan holde ressourcer længere i brug – det vil sige mindre fokus på shopping og mere fokus på vedligehold, reparation, omsyning, justering, vask og styling.”

Kate Fletchers udnævnelse markeres med tiltrædelsesforelæsningen ’Path making and thinking otherwise: the challenge for fashion and sustainability’. Den foregår mandag den 30. november 2020 klokken 10-12. Alle er velkomne via dette link.