Nyligt relanceret solbrillemærke begæret konkurs
Otto Copenhagen, der blev stiftet i 2019 og relanceret i maj i år, er nu taget under konkursbehandling.Det danske brillefirma Otto Copenhagen, der blev lanceret under modeugen i august 2019 og relanceret i maj i år, er taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Aarhus. Det fremgår af en registrering i Statstidende og CVR-registret.
Otto Copenhagen blev oprindeligt stiftet med fokus på at skabe solbriller i stilrent design, der blev håndlavet i Italien og uden brug af plastik. Siden blev firmaet dog overtaget af Lyne & Lindberg Group, der står bag blandt andet Le Management og Woods Copenhagen, med henblik på en relancering af det stadig unge mærke. En relancering, der skulle indebære blandt andet en ny PR- og visuel profil orkestreret af Hood Agency med Helene Skytte i spidsen og Le Management-stiftere Martin Lyne og Jannick Lindberg som ejere.
Men i dag, godt et halvt år senere, er ejerne kommet frem til, at brandet ikke stod til at blive reddet efter allerede ved overtagelsen at være udfordret:
“Da vi overtog Otto Copenhagen, skyldtes det, at selskabet var på vej til konkurs, og eftersom HOOD Agency var en af brandets største kreditorer, tog vi som et projekt imod muligheden for at føre brandet videre med en vision om at rebrande det samt gentænke det oprindelige koncept, som ikke havde vist sig bæredygtigt. Vi har dog vurderet, at det ikke var muligt at redde selskabet, og derfor har vi på helt udramatisk vis valgt at indgive en konkursbegæring,” fortæller Jannick Lindberg i dag til Fashion Forum om beslutningen bag lukningen.