Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, CORONA, Corona

Kopenhagen Fur lukker ned

Direktøren for verdens førende pelsauktion, Jesper Lauge Christensen, har her til aften fortalt, at Kopenhagen Fur lukker. Virksomhedens 300 medarbejdere er blevet opsagt.
Direktøren for verdens førende pelsauktion, Jesper Lauge Christensen, har her til aften fortalt, at Kopenhagen Fur lukker. Virksomhedens 300 medarbejdere er blevet opsagt.

Kopenhagen Fur – verdens førende pelsauktion gennem de sidste 90 år – er snart ikke længere. Som følge af regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark – noget, der er blevet en decideret aflivning af hele branchen herhjemme – ser virksomheden ingen fremtid som dansk pelsauktionshus. Det fortæller administrerende direktør Jesper Lauge Christensen her til aften i et interview under TV2-programmet Business Class.

Det betyder samtidig, at virksomhedens i alt 300 medarbejdere i dag er blevet opsagt.

“Det er desværre den nedslående besked, jeg har givet vores medarbejdere i morges,” siger han.

Ifølge Jesper Lauge Christensen, er der dog ikke tale om en øjeblikkelig lukning. Resten af 2020 vil de modtage skind fra både danske og udenlandske leverandører, som skal sælges videre gennem auktionshuset i Glostrup i løbet af 2021. De resterende lagerrester forventes solgt i 2022, lyder det fra Jesper Lauge Christensen.

“Og derefter lukker vi ned.”

Kopenhagen Fur er er ejet af Dansk Pelsdyravlerforenings medlemmer og har eksisteret siden 1930, dengang under navnet Dansk Pelsdyravlerforening. I dag er auktionshuset verdens største på området. Dog har Kopenhagen Fur også været udfordret inden coronakrisen med dalende omsætning de seneste år på grund af et prisfald på minkskind. Sidste år kom Kopenhagen Fur, ifølge Business Class, ud med et overskud på 17 millioner kroner.