“De betydningsfulde stylister skal bruge deres stemme til mere end bare at reproducere idéen om, at man skal købe nyt”

Hvordan et billede eller en person er stylet er oftest genistregen og den lim, der får elementerne i et modefotografi til at hænge sammen. Detaljegraden, der gør et look interessant og nytænkt. I andre tilfælde er det stylistens hånd, der gør, at tøjet sidder smukt på den bærende krop og er tidsvarende og tilpasset situationen. Men selvom stylistens arbejde unægteligt er vigtigt for modebranchen, så er det også en rolle, der ofte når man taler om de kræfter, der gør et godt modefotografi.

Men dette vil en endnu forholdsvis ny bog lave om på. En bog med en fylde og tyngde, der nok udspringer fra den akademiske verden, men samtidig har bredde. Bredde nok til at favne læsere fra både den professionelle branche selv, de designstuderende og modenørderne med kapitler, der over 320 sider dækker alt fra styling i nichemodemagasiner til identitetsskabelse og kommerciel styling i e-commerce. Alt sammen skrevet af førende modejournalister og professorer indenfor internationale modestudier og samlet og redigeret af Ph.d. Ane Lynge-Jorlén, der også er bogens initiativtager og desuden er direktør i den ambitiøse talentkonkurrence Designers’ Nest.

Bogen ’Fashion Stylists: History, Meaning and Practice’ ligger som en naturlig forlængelse af Ane Lynge-Jorléns tidligere forskningsprojekter om nichemodemagasiner, som også er det område, hun har skrevet sin Ph.d. om. Magasiner, hvor stylisten er en nøglefigur, og hvor billederne er værdisat på en anden måde end i de gængse magasiner. Men fordi modestyling et felt, der ikke tidligere har været dækket grundigt indenfor modestudier, er bogen et forsøg på at skabe overblik og samtidig bringe fokus på et erhverv, som mest er blevet betragtet som en bifigur i modebilledet eller kendt for den mere celebre styling af filmstjerner og scenekunstnere.

Og noget tyder på, at det kan lykkes for Ane Lynge-Jorlén at ændre dette fokus, for ’Fashion Stylists: History, Meaning and Practice’ er allerede udsolgt i sit første oplag, der udkom på det anerkendte engelske forlag Bloombury i august.

Vi har talt med forfatteren om, hvorfor denne bog er nødvendig – for det er den – om stylingens historik som profession og historiske eksempler på den legendarisk styling.

Det var først i 1980’erne, at styling blev anerkendt som et selvstændigt erhverv. Kan du tegne et billede af tiden her og den modescene, der skabte fokus på stylistens rolle?
“Nu er jeg rundet af den engelske forskningstradition, hvor der er flere ting, der begynder at gøre sig gældende i moden i 1980’erne. I magasinverdenen går man fra at have en masse folk på faste kontrakter til at bruge freelancere, hvilket er en billigere måde at drive blad på. Det ser vi stadig herhjemme, hvor der for nyligt er en masse modeteams, der er blevet fyret. Udover dette arbejdsorganisatoriske greb så bliver det også billigere at producere modemagasinerne, fordi der kommer en bølge af computersoftware, desktop publiching, som gør, at lægmænd pludselig kan producere blade. Det er de økonomiske og tekniske bevæggrunde bag den ændring, der sker på magasinerne i 1980’erne, som også kommer til at påvirke modebranchen.

Styling som profession opstår i ledtog med en ny type af modemagasiner, som The Face, ID og Blitz, der lanceres i 1980’erne. Samtidig er der det her postpunk-miljø i London med en klubkultur, hvor man helst går ud i tøj, som man selv har lavet, og hvor der er et utrolig stort fokus på selvidentitet og selviscenesættelse. Det er en reaktion på den elitære aura omkring moden og en holdning til, at det at have stil er noget, alle kan have. Den scene, der føder ind i disse nye magasiner er en super kreativ scene, hvor stylisten bliver en løsgænger, som altså ikke er på kontrakt eller moderedaktør på et magasin, men i stedet arbejder freelance, ofte sammen med folk fra det miljø, personen selv er en del af.”

I forhold til modefotografi er det for mig at se ofte fotografen, der bliver fremhævet som stjernen. Kan du komme med nogle eksempler, hvor stylisten har spillet en helt uundgåelig rolle?
“Der findes to helt vildt gode historiske eksempler, som jeg gerne vil fremhæve. Caroline Baker var moderedaktør på magasinet Nova fra 1967-1975 og på mange måder en rollemodel for præmissen for det at style. Hun gjorde op med, at moden skulle være elitær og stå for den borgerlige, normative femininitet, der også blev gjort op med i tiden her. Hun stylede med genbrugstøj, brugte militærtøj fra overskudslagre og customizede meget af tøjet, som hun farvede, blegede og syede om. Og så var hun selv på banen med at skabe genstande til fotoskydningen og så på det, hun gjorde, som et antimodegreb. På den måde er hun en vigtig nøglefigur, når man taler om styling før 1980’erne, for hun stod for nye måder at klæde sig kvindeligt på.

En anden er Ray Petri, som på det tidspunkt arbejdede for The Face og Arena og her stod for at udtrykke en helt ny maskulinitet i tiden. Ikke kun i måden han stylede på, men også i den måde han castede sine modeller på – en ting som stylisterne også ofte er involveret i sammen med fotografen. Ofte castede han caribiske, jamaicanske og afroengelske mænd og førte på den måde en helt ny repræsentation ind i modebilledet. Samtidig klædte han disse mænd i nederdele og brugte nærmest værdiløse ting i sin styling: Et spillekort i en bowlerhat kunne give den et helt nyt udtryk bare for at tage et eksempel. Han hentede inspiration i boksning og løb og brugte mange af de visuelle koder, der fandtes i det homoseksuelle klubmiljø i London. Der var altså en helt ny maskulinitet på spil i Ray Petris arbejde, som både handlede om etnicitet, men også om seksuelle præferencer.”

Det var to af dem, der har været med til at ændre modebilledet og stylisternes rolle. Kan du nævne nogle nutidige eksempler også?
“Vi har det her klasseeksempel fra Paris med superstylisten Marie-Amelie Sauvé, der har arbejdet med Nicolas Ghesquière og var med til at bane vejen for hans position hos Balenciaga. Hun har været hans ’side kick’ fra starten og været med til at udforme hans kreative arbejde og redigere hans kollektioner – og er fulgt med ham til Louis Vuitton. Et lignende samarbejde kunne være Lotta Volkovas tidligere samarbejde med Demna Gvasalia, der grundlagde Vetements og i dag er kreativ direktør hos Balenciaga.

Ligeledes findes der utallige eksempler fra Hollywood, hvor Rachel Zoe er en af de stylister, der skaber stjernernes looks på den røde løber. Men også herhjemme på den politiske scene kan man da godt tænke… “hov, sådan har Mette Frederiksen eller Pia Olsen Dyhr, da ikke altid set ud?” Jeg spekulerer bare, men det er et faktum, at mediepersonligheder ofte allierer sig med fagpersoner, der har øje for den slags.

Når jeg skal opsummere, hvad det er, en stylist gør for et billede, så er at tydeliggøre en signatur, der er med til at gøre billede og tøj interessant. En finesse, man ikke lige havde set komme i balancegangen mellem, hvad kunden ønsker, og hvad stylisten i samarbejde med fotografen og modellen kan løfte billede til, og som er mere end blot en repræsentation af, hvad designeren har ønsket sig.”

Det er ret interessant at sætte fingeren på, for i vores digitale ære kan alle kalde sig både fotografer og stylister. Så hvad skal der egentlig til for, at man kan sige, at man er stylist? Er man også stylist, hvis man alene hjælper med at få noget tøj på en model?
“Her skal jeg passe på ikke at lyde ældre, end jeg er, og være åben for, at der opstår hybridprofessioner, særligt med den influencer-marketing, der hersker i dag. Men jeg synes, at en god stylist – og det er noget, der gentages flere gange i bogens interviews – er en, som kan løse problemer. Der vil altid være benspænd i en stylingopgave. Det kan være, at kunden vil have et par bestemte jeans med, og her er det stylistens opgave at gøre dem interessante fremfor at se dem som en begrænsning, om det så er en gennemsigtig tanktop og blomster, der skal til. Det med at kunne forstå kundens krav og samtidig holde fast i sin egen signatur og DNA og lande nogle gode team-samarbejder med et hold, hvor man er i store træk enige, er en stor del af det at være stylist. Men for mig personligt er en god stylist én, der har forståelse for krop og bevægelse, for materiale, tekstur, komposition og opbygning af silhuetter. Det er et job, hvor du skal bygge små skulpturer ud af andre byggeblokke som tøj, sko og accessories.”

Før du begyndte at studere mode på et akademisk niveau, arbejdede du som model. Var det der, du blev opmærksom på styling som en profession.
“Ja, i de år blev jeg opmærksom på hele idéen omkring at bygge en silhuet op og især det, at der er nogen, der har taget et informeret valg om tøjet. Et valg taget ud fra, hvilket mood og historie, der skal formidles, men også omkring, hvordan tøjet skal sidde på modellen. Er det en hat, der skal sidde på skrå, er det et punk- eller rock-look, er det folklore? Derudover har jeg nok på det rent personlige plan altid været interesseret i tøj som en del af selvidentitet og -iscenesættelse. På den måde har det været en interesse, der lå latent i mig. Men som et fag var det først noget, jeg mødte, da jeg var i starten af tyverne, og jeg stod i et fotostudie og skulle agere en anden, end den jeg var.”

… og måske her opdagede, at tøjet ikke bare kom i sæt direkte fra modehuset?

“Ja, det at der ligger et kæmpe forarbejde fra stylistens side i at source tøj og accessories ud fra de krav og parametre, der er givet fra arbejdsskiveren, eksempelvis et modemagasin. Hvis det er et nichemodemagasin, som jeg især har beskæftiget mig med, så er der flere valgmuligheder. Hvordan er det du vælger? Hvor starter du, og hvor går du hen, hvis du ikke bare skal ringe til pressekontoret og få dem til at sende et helt look, som det er blevet vist på catwalken?”

Var det dét arbejde, du gerne ville honorere med denne bog, eller var det også at vise, hvordan professionen ’styling’ er en udvidet version af den klædeskabssituation, som mange af os står med hver morgen?
“Selvom hovedformålet med den her bog er at sætte fokus på erhvervet og professionalismen ’styling’, og hvordan stylistens job er vokset ud af moderedaktørens rolle, så styler vi jo alle sammen i vores garderobe, og det synes jeg er sindssygt spændende. Tøj er noget, vi forholder os til hver dag. Hvad skal jeg i dag, hvad klæder min krop, er noget af det, vi forholder os til, men der er også de mere informerede valg, man tager, hvis man gerne vil vise, at man følger med i moden eller bestemt ikke gør.”

Det bringer mig videre til nogle af de kategoriseringer af stylister, som du har arbejdet med i bogen. Vil du ikke skitsere nogle af dem op for os?
“Bogens primære ærinde har været at se på, hvordan professionen styling opstod ud af moderedaktørrollen. Der er derfor et stort fokus på det redaktionelle stylingarbejde, som eksisterer under nogle andre præmisser end det, man under en bred kam kalder kommercielt arbejde. Jeg har ønsket at vise et kvalitativt bud på, hvad det at style indeholder. Dybden har været vigtig, men det har bredden også. Halvdelen af bogen er forskningsartikler, den anden halvdel er interviews med ledende, samtidige stylister. Så er der også en forskningsartikel om styling for H&Ms e-commerce-del, som må siges at være superkommercielt og nok mest af alt registrerende billeder af tøj, som en kunde kan købe derhjemme foran computeren. Det har også været vigtigt for mig at vise. Der er ligeledes en artikel omkring de stylister, der lever og arbejder professionelt, men uden nogensinde at blive store navne. Rugbrødsstylister kan man kalde dem, uden at det skal forstås negativt – dem, der har et job i at være stylist uden at blive stjerner, og hvordan de oplever de nye bølger, der ruller ind over os med sociale medier og den digitale tilstedeværelse, der kræves, hvis du skal holde dig til fadet. Så det har været dybden og bredden, men også pointen med, at vi jo alle sammen styler dagligt uden at være stylister.”

Hvem har du skrevet bogen til?
“Ens raison d’etre som forsker er at afsøge et felt, som leder til forståelse, kundskab og indsigt og få forskningsfeltet videre. Samtidig var der et gabende stort hul i den internationale modeforskning omkring stylister og styling. Både deres historiske og nuværende betydning, men også hvad deres praksis rent faktisk er? Hvad er det for et værdisæt, der ligger til grund for det, de gør? Men det har også været interessant at observere, hvordan branchen har taget bogprojektet seriøst. Særligt de involverede stylister, deres agenter og fotografer har vist en kæmpe interesse i, at der skulle komme en bog, der tog deres arbejde seriøst. Det er jo ikke, fordi de behøver en blåstempling, men det her forsøg på at lave en kulturel kvalificering af deres rolle, det har de manglet.

Så, bogen henvender sig selvfølgelig til den akademiske læser, men også til branchen, til de studerende og til nørderne. Men det kan også være til sociologerne, praktikerne, forlagene og fotograferne, og så håber jeg da også, at bibliotekerne vil have den ud at stå. Så det er en bog, der står med et ben i branchen og et lidt tykkere ben i den akademiske verden.”

Er der noget, der har overrasket dig i redigeringen og skrivningen af bogen?
“Udover, at det er nogle super begavede, meget reflekterede, hårdtarbejdende mennesker, som styler på det her niveau og er blevet interviewet til bogen, så er det meget begavet arbejde. De fordomme, folk måtte have om styling som profession, bliver virkelig gjort til skamme her – det er blod, sved og tårer. Det er folk, der kan skabe kunstneriske tableauer på siderne. Derudover er det, som har overrasket mig mest, nok branchens egen support. De store fotografer, inklusive Jürgen Teller, Harly Weir og mange andre, har støttet op om projektet, og det har været virkelig godt at mærke, at det ikke kun var relevant for den akademiske verden omkring modestudier, men faktisk også for aktørerne selv.“

Hvordan ser du stylistens rolle i fremtiden? Jeg forestiller mig, at de kunne komme til at spille en større rolle i forbindelse med reaktivering af vores gamle tøj og en mere slow fashion-orienteret tilgang til mode?
“Det er ikke bare min egen personlige holdning, men er noget, som mange i branchen, både den akademiske og den praktiske, mener. Vi skal alle sammen bruge vores stemme til kollektivt at præge udviklingen – og det gælder også stylisterne, der kan give sig selv det benspænd, at er der en ny og spændende designer, der har arbejdet ud fra bæredygtige præmisser, så lad dem komme med. Det samme gælder at være med til at sikre diversitet og repræsentation i castingen, som helt sikkert noget, vi kan gøre bedre. Dét at bruge sin magt og indflydelse ordentligt for at forblive relevant, det er virkelig noget, jeg tror bliver endnu vigtigere end nogensinde før.”