Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Selfridges teamer up med tre danske brands i forbindelse med nyt bæredygtigt fokus

Det ikoniske London-baserede stormagasin har i forbindelse med den nye strategi 'Project Earth' taget tre danske, bæredygtige frontløbere til sig: Tomorrow Denim, Organic Basics og Designers Remix – hvoraf de to sidstnævnte åbner pop-ups.
Det ikoniske London-baserede stormagasin har i forbindelse med den nye strategi 'Project Earth' taget tre danske, bæredygtige frontløbere til sig: Tomorrow Denim, Organic Basics og Designers Remix – hvoraf de to sidstnævnte åbner pop-ups.

Danmark og den danske tøjindustri har længe været blandt dem, der går forrest i modens grønne omstilling. Det skyldes ikke mindst vores store udvalg af ansvarsbevidste brands som blandt andre Designers Remix, Organic Basics og Tomorrow Denim, der alle har bæredygtighed øverst på dagsordenen. Og det er da også netop dét, der har banet vej til de tre mærkers nye samarbejde med det ikoniske stormagasin Selfridges i London.

Det sker i forbindelse med stormagasinets nye bæredygtige initiativ og femårsstrategi ’Project Earth’. En strategi, der har til formål at bidrage til et mere ansvarsbevidst shoppevaner hos forbrugerne frem mod 2025 – blandt andet ved at sætte fokus på at forhandle flere bæredygtige brands.

I den sammenhæng er både Organic Basics og Designers Remix aktuelle med selvstændige pop-ups. For Designers Remix’ vedkommende er der tale om et koncept, der skal folde brandets Preloved-koncept ud med en fuld kollektion af upcyclede og vintage styles, samt brugt Designers Remix-tøj. Noget, som de også foldede ud under modeugen i august, hvor de ofrede det traditionelle show og kollektionsfremvisning til fordel for preloved-showpieces og et mere performanceinspireret format, der satte streg under brandets fremtidsvisioner. Pop-uppen indeholder dog også en række kunstinstallationer med ditto fokus på deadstock: heriblandt tre skamler lavet af upcyclede Preloved-styles skabt af den svenske kunstner Fatima Fransson, der specialiserer sig i blandt andet set design og møbler.

En institution, som når bredt ud

Som led i ønsket om at tilbyde et større sortiment af etiske og miljøbevidste brands har Selfridges også tilføjet det danske jeansmærke Tomorrow Denim til porteføljen – et mærke, der med både EU-blomsten og Svanemærket i ryggen allerede tidligt fik opmærksomhed fra udlandet og dermed hul til både det amerikanske og det japanske marked. Alligevel har det britiske stormagasin også længe været i kikkerten:

“Vi har over flere sæsoner arbejdet målrettet mod Selfridges som et af vores vigtige internationale delmål. Stormagasinet er en institution, som når bredt ud til et stort internationalt og modebevidst publikum, og derfor er det også så vigtigt, at de nu aktivt forpligter sig til initiativer, der skal fremme bæredygtigt udvikling. At vi er et af de brands, de nu repræsenterer som led i deres nye strategi, er vi derfor meget stolte og beærede over,” siger Simon Haspang, Head of Sales, i en pressemeddelelse.

Designers Remixpop-up er tilgængelig i Selfridges frem til midt september 2020.