Designuddannelse investerer i ny 3D-teknologi: “Det er fremtiden – og vi vil være eksperter i brugen af det”
VIA University College vil være på forkant med digitaliseringen af modebranchen og fremover undervise designstuderende og -virksomheder i 3D-programmet CLO.De to mest lysende indsatsområder i moden lige nu er uden tvivl bæredygtighed og digitalisering. Derfor ligger det også lige for, at man på designskolerne ruster eleverne med viden om netop disse to felter. På KADK har man netop oprettet en kandidatuddannelse i bæredygtige designprocessor, og på VIA University Colleges Design & Business-uddannelse har man investeret i 3D-programmet CLO 3D.
“Vi mener, at 3D-teknologien kan tilføre hele værdikæden i designvirksomheder nye og mere hensigtsmæssige arbejdsgange, som kan medvirke til optimering på flere væsentlige områder både i forhold til bæredygtighed, men også økonomi,” fortæller uddannelsesleder på VIA Pia Vejrup Larsen i en pressemeddelelse om uddannelsens nye software-program, der nu udbydes undervisning i til både studerende og designvirksomheder.
I udlandet benytter blandt andre Adidas og Hugo Boss allerede CLO 3D i deres designproces, og herhjemme har også Bestseller implementeret 3D-teknologi deres tøjproduktion:
“Der er ingen tvivl om, at det giver besparelser og mindsker ressourceforbruget. Få klik, så har du et design, endnu et par klik, så kan du tilrette en style, ændre farve eller print. Og på få sekunder kan det nå verden rundt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange milliarder der på verdensplan bruges på samples, som jo skal produceres og måske sendes op til flere gange – og hvad det ikke koster miljøet også,” siger produktspecialist hos Bestseller Nisrine Maati i pressemeddelelsen fra VIA.
En omstilling for modebranchen
Ifølge VIA University College kræver implementering af 3D-teknologi i designprocessen en væsentlig omstilling for mange virksomheder – og indkøbere kan man tilføje. Noget, der også blev flaget efter den netop overståede modeuge, hvor ikke bare shows, men også indkøb for manges vedkommende foregik digitalt.
“Det er uden tvivl en udfordrende oplevelse at købe ind digitalt, og vi oplever, at alle brands er gået af forskellige veje – nogle mere succesfuldt end andre. Der, hvor det har virket bedst, er der, hvor brandsene har haft en model tilstede og sendt os materialeprøver på forhånd, hvilket gav os mulighed for at mærke kvaliteten og bedre forstå fittet,” fortalte Ida Petersson, indkøbsdirektør i Browns, til Fashion Forum umiddelbart efter Copenhagen Fashion Week.
Ifølge Bestsellers Nisrine Maati handler det om tilvænning at kunne afkode en 3D-model på lignende fod med en model med tøj på:
“Nogle kan måske tænke, at det er svært at se en sample for sig, hvis man ikke har den fysisk, men det er en tilvænningssag. Og ved 3D-teknologi er det så detaljeret, at du kan se præcis, hvordan stoffet vil sidde. Du har alle stoffets fysiske egenskaber uploadet i programmet og den visuelle tekstur scannet.”
Foruden undervisning af studerende på Fashion Design og Pattern Making i 3D-teknologien, afholder skolen også grundlæggende kurser i CLO 3D for interesserede henover efteråret 2020, hvor virksomheder kan afprøve den nye software.