Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS21, Indland, Modeuge

Til nutiden, midt mellem fortiden og fremtiden

Baum und Pferdgarten appellerede til sanserne med jordnære farver, shiny lak og en historiefortælling, der rakte både frem og tilbage i tiden, men landede sikkert i nuet.
Baum und Pferdgarten appellerede til sanserne med jordnære farver, shiny lak og en historiefortælling, der rakte både frem og tilbage i tiden, men landede sikkert i nuet.

Baum und Pferdgarten, Baum und Pferdgarten HQ, tirsdag den 11. august klokken 20.00

Baum und Pferdgartens kollektion The Woman who fell to earth er, ikke overraskende, inspireret af David Bowie-filmen af – næsten – samme navn fra 1976 og stillede, eller måske rent faktisk besvarede spørgsmålet: hvordan blender man bedst ind blandt kvindelige jordboere, hvis man faldt ned fra himlen i en tid som denne? Hvordan ville man afkode vores sociale ageren og mangel på samme? Og er vi mere uløseligt bundet med vores skærme end med hinanden?

Netop denne filmiske og tidsmæssige inspiration gav et fint afsæt for Baum und Pferdgartens SS21-show, der som et af få fysiske shows under modeugen kun var forbeholdt ganske få gæster. Fremtiden, der kigger på nutiden, nutiden, der dels ser fremad og dels henter inspiration i fortiden blev i Rikke Baumgarten og Helle Hestehaves fortolkning et spil mellem såkaldt futuristisk inspirerede materialer, som det kunstige patentlæder på blandt andet pencilskirts og culotteshorts, skinnende nylon og polyester til printede kjoler, der kom fint i spil op ad den strukturerede og vaskede bomuld. Noget, som gik igen i styles som den lysebrune skjorte med tilhørende bukser understreget af et smalt rebbælte. Eller det virkeligt pæne hvide og lyserødt-ternede sæt af en smaltsiddende skjortejakke og brede bukser.

Som virkeligheden selv, susede også de mange modeller forbi os. Først bag en semitransparent plastikskærm og derefter foran os.  En koreografi, der uden tvivl var en del af den samlede fortælling. Til sidst ind kom de dog ind og stod tålmodigt, så vi kunne undersøge og afkode dem på nærmere hold. Og det fik man lyst til. For netop i det nærmere kig så man det periodemæssige spil mellem materialerne, ligesom farvepaletten af særligt mørk sennepsgul og brændt orange spillede smukt op ad lys lilla og næsten fluorescerende fersken på transparent blonde. For ikke at sige de sort/hvide blomsterprints og mønstermiks i baner på kjoler. Nedtonet, men stadig meget Baum. Noget, der også blev understreget af Tattersal-inspireret tern på en enkel og klassisk Baum-frakke og en croppet, boxy jakke-silhuet.

Imponerende er det, hvordan designer-duoen bliver ved med at udfordre sig selv og hinanden og aldrig synes at løbe tør for nye kilder af inspiration og tematikker – hvilket også indimellem har efterladt én lige overrasket nok. Men ud af denne på alle parametre udfordrende tid er kommet en skarp Baum und Pferdgarten-kollektion, der var både enkel og effektfuld uden at miste det legende og sporty, der fremragende fungerede i små shorts sat sammen med skjorter og jakker, og i printede stramme kjoler med hijab-inspirerede hætter. Hætter, hvor de nålestribede soft tailored suits – det hvide stylet i flere lag især ­­– også gav plads til business-Baum-kvinden.

I totalen af disse kvinder, der hastede forbi os, var der i Baum und Pferdgartens kollektion plads til at blende ind på den måde, man gør det allerbedst i dag. Ved at skille sig ud. Om man er faldet fra himlen, eller blot træder ud af hverdagens mylder.

Se hele kollektionen her.