Magasin du Nord Fashion Prize udnævner sine 10 finalister
Her til eftermiddag har Magasin du Nord Fashion Prize og Nina Wedell-Wedellsborg løftet sløret for de ti brands, der er med i kapløbet om dette års – modificerede – talentkonkurrence.At selv Danmarks største hæderslegat i modebranchen, Magasin du Nord Fashion Prize, har måtte justere sit ellers faste og velfungerende format efter den aktuelle Covid-19-situation, stod klart, da vi i slutningen af juni tog en snak med Initiativtager og bestyrelsesmedlem i Wessel & Vetts Fond Nina Wedell-Wedellsborg om dette års pris i lyset af krisen.
I stedet for at fremme nye talenter – som ellers har været formålet i nu syv år – er dette års udgave af konkurrencen dedikeret til de mange tidligere vindere og nominerede, der strækker sig tilbage til begyndelsen i 2013. Og det bragte et felt på 28 danske designere og brands. Et felt, der nu er blevet skåret ned til ti finalister.
I dag har Magasin du Nord Fashion Prize og Nina Wedell-Wedellsborg nemlig – under Copenhagen Fashion Weeks officielle åbningsceremoni – løftet sløret for, hvilke ti navne, der går videre i konkurrencens finale til efteråret – og dermed i kapløbet om en førstepræmie på 200.000 kroner og ni præmier på 10.000 kroner.
De ti finalister er (i vilkårlig rækkefølge):
- Astrid Andersen
- Sur Le Chemin
- Cecilie Bahnsen
- Carcel
- Nikoline Liv Andersen
- Freya Dalsjø
- Brøgger
- Maja Brix
- Mfpen
- Maikel Tawadros
Den endelige vinder annonceres til efteråret.