Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Soulland AW20
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS21, Modeuge

Med digitalt univers og talk-program sætter modeugen den ny virkelighed på dagsordenen

Den digitale platform CPHFW72H bliver samlingspunktet for modeugen, der samtidig sikrer, at selv små events kan streames til modeugens internationale publikum.
Den digitale platform CPHFW72H bliver samlingspunktet for modeugen, der samtidig sikrer, at selv små events kan streames til modeugens internationale publikum.

Vi har efterhånden dækket i dybden, hvordan modebranchen har undergået en digital transformation på rekordtid. Dette gælder selvfølgelig også den forestående modeuge, der med en ny digital platform samler og formidler Copenhagen Fashion Weeks program. Et program, der denne sæson rummer både shows, filmvisninger, udstillinger og et intensivt talk-program, som sætter emner som racisme og arbejdsforhold på dagordenen. Alt sammen begivenheder, der kan streames live og efterfølgende på copenhagenfashionweek.com, som rummer den 72 timer lange modeuge – deraf navnet CPHFW72H. På den måde kan modeugen rumme både de fysiske begivenheder, der trods alt stadig findes, og samtidig nå det internationale publikum, som Copenhagen Fashion Week har opbygget gennem årene, uden at miste momentum.

“Vores digitale advisory board har slået hovederne sammen om at få denne sæson bragt til live på en mulighedsfyldt måde, der er tilpasset den aktuelle situation. Vi er meget taknemmelige for deres indsats og er spændte på at udfylde visionen for vores nye digitale platform, der er udviklet i dialog med modeugens publikum og designere,” fortæller Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week, og roser samtidig den opbakning, hun har mødt fra branchen. En branche, der midt i en krisetid har udvidet sine kreative grænser for at tilpasse sig modeugen i lyset af Covid-19.

“Brandsene har denne gang fået helt frie hænder til at bestemme, hvordan de vil præsentere deres univers og kollektion. Vi er meget begejstrede over bredden af de begivenheder – både forudproducerede og live – som vores skandinaviske, tyske, finske og britiske herre- og damebrands kommer til at vise. Alsidigheden viser, hvordan designerne har fået det bedste ud af situationen og de nye rammer,” siger Cecilie Thorsmark, der i et tidligere interview på Fashion Forum fortalte, at hun så augusts modeuge som starten på en ny måde at afvikle modeuge på.

Talkprogram og live interviews

Efter hvert show vil man på CPHFW72H – altså copenhagenfashionweek.com – kunne se live interviews med blandt andet internationale redaktører fra Forbes, Vogue og WWD samt brandenes chefdesignere,. og her få et dybere indblik i tankerne bag de film, shows, kunstinstallationer med mere, som vi kommer til at kunne se –  afslutningsvis med Henrik Vibskov i et hybridformat mellem det fysiske og det digitale, der understreger kalenderens designernes dedikation til forandring.

Talk-programmet ‘Small Talks – Big Conversations’, der finder sted hver dag på Villa Copenhagen og er åbent for alle dog med begrænset antal pladser, giver mulighed for at “engagere sig i kritiske diskussioner, der dykker ned bag det polerede image, som et catwalk show ellers kan repræsentere.” Programmet, der foregår på engelsk, har emner som ‘Anti-racist practices in the Scandinavian fashion industry’ og ‘Working conditions for emerging designers,’ præsenterer navne som Fanny Moizant, co-founder af Vestiaire Collective, Sara Maino, chef for Vogue Talents, og modeaktivist og professor Kate Fletcher.

Følg CPHFW72H på www.copenhagenfashionweek.com