Massiv fremgang i detailhandlen: tøjsalg steg med 98 procent i maj
Den danske genåbning har været god mod butikker og storcentre, hvor især mode har nydt godt af et massivt fremstød. Men der er stadig et stykke vej til før-Covid-19-niveauet.Det helt store spørgsmål, efter Danmark og herunder den danske detailhandel genåbnede, har været, hvorvidt forbrugerne var klar til at bruge penge igen. For hvad nytter det at åbne dørene, hvis butikkerne alligevel står tomme?
Men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der slet ikke har været så stor grund til bekymring. I deres netop offentliggjorte ’Detailomsætningsindeks for maj 2020’ ses det, at detailsalget generelt herhjemme steg med 9,4 procent i maj sammenlignet med april. Noget, Danmarks Statistik kalder en “ekstraordinær stor stigning.”
Ifølge dem, skyldes den betydelige stigning i detailomsætningen blandt andet, at en række restriktioner blev ophævet 11. maj 2020, sådan at storcentre kunne åbne igen.
Især mode havde fart på i maj
Det er ingen hemmelighed, at tøj er noget af det første, vi som forbrugere skærer ned på i krisetider. Det har i denne situation betydet, at modebranchen har været hårdt ramt i foråret med drastisk faldende omsætning i både marts og april. Men ifølge Danmarks Statistik, er det til gengæld også tøjsalget, der lige nu oplever et massivt comeback.
I rapporten ses det, at salget indenfor varegruppen ’beklædning mv.’ steg med hele 98 procent i maj måned sammenlignet med april. Men før man lykkeligt glemmer, at der overhovedet er noget, der hedder corona, understreges det dog samtidig, at tøjsalget alligevel har et stykke vej til fuld genopstandelse, da det stadig ikke er på niveauet fra før tiltagene mod Covid-19 trådte i kraft. Tøjsalget var herunder 18,3 procent lavere i maj 2020 end maj 2019.
Dog er der generelt god grund til optimisme, når man ser på tallene fra Danmarks Statistik. Ifølge dem, er coronakrisens påvirkning på butikkernes omsætning dalende. Hvor 31 procent af de adspurgte virksomheder angav, at deres omsætning var faldet i juni som følge af Covid-19, svarede 56 procent, at virussen har medført stigende omsætning i juni. Samme mønster spejles i forbrugerforventningerne fra juni, hvor købelysten blandt de danske forbrugere er steget så meget i juni, at den har ramt sit højeste niveau i år – og endda er markant højere end juni måned i de seneste tre år.
Læs hele rapporten her.