Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Mørch & Rohde relancerer influencer-bureau og opruster med ny Talent Manager

Valentina Merolli, der har en baggrund i musikbranchen for Universal Music, er seneste medlem i relancerede M/R Coterie, som fremover skal være en separat afdeling med egen identitet, kunder og projekter.
Valentina Merolli, der har en baggrund i musikbranchen for Universal Music, er seneste medlem i relancerede M/R Coterie, som fremover skal være en separat afdeling med egen identitet, kunder og projekter.

Da Lotte Mørch og Sarah Rohde for nu et år siden kunne dele nyheden om deres nyeste satsning, et såkaldt ‘talent management’-bureau ved navn M/R Coterie, var der tale om en underafdeling til brandbureauet Mørch & Rohde. En afdeling, der var målrettet de lukrative influencere i ønsket om at drage nytte af deres i forvejen store “erfaring med at forene brands med de rette brandambassadører,” som Sarah Rohde, CEO hos Mørch & Rohde, dengang formulerede det.

Men nu er der lagt en ny retning ud for M/R Coterie, der er blevet relanceret som en selvstændig enhed i stedet for at være en underliggende talentafdeling under Mørch & Rohde-paraplyen.

“M/R Coterie har udviklet sig hurtigt det sidste år, hvorfor vi ser det som en naturlig udvikling med en separat afdeling med egen identitet og egne kunder og projekter,” lyder det i en pressemeddelelse fra Sarah Rohde, der i den forbindelse også kan byde velkommen til et nyt teammedlem i M/R Coterie.

Josefine Haaning – bedre kendt som Josefinehj – er nyest tilkomne i M/R Coteries portefølje af influencere.

At forene kommerciel tænkning med kreative processer

I forbindelse med relanceringen er der nemlig også blevet oprustet med en ny Talent Manager i form af Valentina Merolli, der er hentet fra den kreative musikbranche. Med en baggrund fra Universal Music har hun stor erfaring med blandt andet kommercielle partnerskaber og brandaktivering og har varetaget kommercielle brandpartnerskaber for navne som Lukas Graham, Scarlet Pleasure og Jada. Derudover har hun en kreativ uddannelsesmæssig baggrund fra KEA og DMJX.

“Vi er rigtig glad for at byde Valentina velkommen til vores team, da hun med sin baggrund bringer nye perspektiver til vores kommercielle partnerskaber. Valentina har en stor viden om influencer marketing og er dygtig til at forene kommerciel tænkning med kreative processer,” lyder det videre fra Sarah Rohde. Selv udtaler Valentina Merolli om sin nye stilling hos M/R Coterie, der repræsenterer influencere som Karla Alajdi, Ella Karberg, Karoline Beltner, Anna Sarlvit, Chloé Monchamp, Tippie-Maya Høgh, Fanny Ekstrand, Linn Eklund – og senest ankomne Josefine Haaning:

“Jeg er virkelig stolt af at repræsentere så dygtige talenter, der hver og én har et særdeles veludviklet øje for at spotte trends og skabe smukt indhold, som inspirerer og vækker noget i folk. Det er netop den skabende, kreative del, vi sammen vil sætte mere fokus på. Det er et håndværk, jeg tror meget på, og det bør fylde endnu mere. Jeg vant til at indgå i samarbejder, hvor talentet er involveret i den kreative fase, langt før produktet udkommer, og det vil vi fremover gøre os meget mere i,” supplerer Valentina Merolli, Talent Manager M/R Coterie.