Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Hvad med internettets miljøaftryk? Organic Basics lancerer ’low impact’ webshop

Brandets nye webshop er uden videoer, erstatter billeder med tegninger – og sparer 70 procent af det samlede aftryk.
Brandets nye webshop er uden videoer, erstatter billeder med tegninger – og sparer 70 procent af det samlede aftryk.

Der er mange veje til en grønnere profil som modevirksomhed. Det er brands som Organic Basics med til at understrege via deres vedvarende arbejde med og innovative tilgang til bæredygtighed.

Hvad de færreste dog tænker over, er internettets miljøaftryk. For hver gang vi klikker på en hjemmeside, ser en video eller putter en vare i den virtuelle indkøbskurv, er vi med til at udlede co2. Det skyldes, at de mange dataoverførsler, som internettet kræver mellem vores computer eller mobil og datacentre i hele verden, kræver elektricitet, hvilket fører til kulstofemissioner – og det fører til klimaændringer. En miljøsynder, der på trods af sin påvirkning – internettet som helhed står for omkring 3,7 procent af verdens samlede co2-udledning – ofte bliver overset i klimaregnskabet.

Men nu har Organic Basics sat sig for at gøre noget ved det. Ifølge dem, står deres egen hjemmeside for en udledning, der svarer til ni flyvninger fra København til New York – hver måned.

“Så derfor har vi skabt en ’low impact’ version af vores hjemmeside – og dette reducerer vores webshops kulstofudledning med omkring 70 procent. Det gjorde vi ved at skabe en række retningslinjer for vores webdesign, som fjerner de mest datatunge elementer på shoppen, herunder videoer, billeder og animationer,” skriver Organic Basics selv om initiativet.

Screenshot af Organic Basics nye, miljøvenlige webshop.

Også op til brugeren selv at holde regnskab

For at kunne reducere deres aftryk har Organic Basics altså arbejdet ud fra ti specifikke guidelines til opsætningen af deres nye og mere miljøvenlige hjemmesideversion. En hjemmeside, hvor man nu blandt andet vil opleve, at de forskellige produkttyper er markeret med simple tegninger og ikke billeder – medmindre man som kunde alligevel efterspørger et foto. I så fald er mængden af co2 i forbindelse med dét billede anført – og på den måde gør brandet det også op til brugeren selv, hvor miljøvenlig deres webshopping skal være.

De ti retningslinjer er:

  1. Hjemmesiden loader ikke nogle billeder, før de er aktivt efterspurgt af brugeren.
  2. Minimerer strømforbruget på brugerenheden.
  3. Tilpasser sig for at afspejle den mængde af vedvarende energi, som den bruger på pågældende tidspunkt.
  4. Informerer brugeren om, hvor meget udledning vedkommendes browsing-adfærd skaber.
  5. Bruger ikke videoer.
  6. Gemmer data lokalt på brugerens enhed for at minimere dataoverførsler.
  7. Komprimerer al data så vidt muligt.
  8. Loader udelukkende det mest nødvendige.
  9. Begrænser mængden af lys, der udsendes fra skærmen.
  10. Optimerer og begrænser brugen af brugerdefinerede skrifttyper.

Du kan læse mere om Organic Basics nye hjemmeside og deres ’Low Impact Manifesto’ her.